Ritzau
Opdateret kl. 11:10
Efter en vellykket VM-kvalifikation delte landsholdet en video af holdets sejrsråb fra omklædningsrummet på det sociale medie Twitter.
Råbet blev afsluttet med ordene "store patter". Torsdag skal DBU's Fodboldens Etiske Råd tage stilling til, om det er i strid med DBU's etiske retningslinjer.
Det skriver DR.
Sejrsråbet er efterfølgende blevet kritiseret fra flere sider, blandt andre foreningen Everyday Sexism Project Danmark.
Derudover har tidligere kommunikationschef i DBU Lars Berendt i en klumme i BT givet udtryk for, at DBU burde have ladet råbet blive i omklædningsrummet i stedet for at dele det.
DBU's etiske retningslinjer består af i alt 11 punkter.
Nogle af punkterne lyder, at "Vi støtter mangfoldighed og er imod enhver form for diskrimination", og "Vi er forbilleder døgnet rundt, året rundt - både på banen, i byrummet og på sociale medier".
Rådet kan alene komme med rådgivende udtalelser og har til opgave at opretholde en række etiske retningslinjer. Retningslinjerne blev oprettet af DBU i begyndelsen af 2016.
Råbet lyder i mange omklædningsrum i løbet af en sæson - både i elitefodbold og amatørrækkerne.
/ritzau/