Der resterer stadig tre kampe, men allerede nu har Flensburg-Handewitts håndboldherrer sikret sig adgang til ottendedelsfinalerne i Champions League.
Det står fast, efter at danskerkolonien på udebane slog rumænske Constanta med cifrene 32-29.
Især den danske landsholdfløj Anders Eggert var stærkt medvirkende til den vigtige sejr. Fra sin plads på venstrekanten sendte han bolden i mål otte gange og blev kampens topscorer.
Fløjkollegaen Lasse Svan Hansen scorede tre gange, mens Thomas Mogensen og Lasse Boesen hver bankede to bolde i kassen.
Med sejren kommer Flensburg-Handewitt op på ti point og puljens andenplads lige efter det stjernespækkede mandskab fra Ciudad Real. Den tyske danskerklub kan dermed ikke længere undgå at være blandt de fire hold, der går videre til ottendedelsfinalen.
Det var ikke kun i torsdag opgør, at Anders Eggert havde personlig succes. I Champions League er han samlet topscorer for sin klub med 37 mål i 7 kampe.
Kilde: EHF