I midten af april bryder helvede løs i den sydafghanske Helmand-provins, hvor danske soldater er udstationeret. Taleban besætter byen Musa Qala, de graver skyttegrave og bygger beskyttelsesgange i Sangin-dalen.
Ved hjælp af målrettede drab på Taleban-ledere og et større slag lykkes det for de internationale styrker at drive talebanerne tilbage. I Kabul læner en dansk oberstløjtnant sig tilfreds tilbage. Det er nemlig ham, der har planlagt aktionen.
40 danskere gør i øjeblikket tjeneste i hovedkvarteret for de internationale NATO-styrker i Afghanistan, og en af dem er oberstløjtnant Poul Tranberg. Han er chef for 60 medarbejdere i Current Plans – det kontor, der planlægger og koordinerer alle større missioner, der skal foregå indenfor de næste to måneder.
Missionen i Helmand-provinsen, der går under navnet Achilles , er endnu ikke helt afsluttet, men alligevel tør Poul Tranberg godt løfte sløret for detaljerne.
Besatte Musa Qala
Missionen skulle gøre det sikkert for byggearbejdere at udvide en dæmning i Sangin-dalen, så tusinder af afghanere kan få elektricitet og vand. Men det var lige ved at gå galt.
- Taleban havde held til at indtage den lille by Musa Qala, og de havde gjort sig klar til kamp i Sangin-dalen og gravet skyttegrave, bygget beskyttelsesgange og udlagt minefelter. Det er sjældent, vi ser så store forberedelser, fortæller Poul Tranberg.
Ved hjælp af efterretninger fra lokale og aflytninger af blandt andet mobiltelefoner fik NATO styr på, hvor de største ledere blandt Taleban befandt sig. Og så blev de slået ihjel ved nålestiksangreb.
- Det lykkedes os at slå lederskabet i stykker. De tilhørte alle sammen top 100 inden for Taleban, fortæller Poul Tranberg.
NATO-styrkerne uddrev derefter talebanerne fra Sangin by ved et regulært angreb, hvor omkring 100 af krigerne mistede livet. De danske soldater lagde en ring omkring byen og forhindrede, at talebanerne flygtede. Kort efter forlod de selv Musa Qala, fortæller Poul Tranberg.
- På nuværende tidspunkt vil jeg sige, at missionen er lykkedes. Vi har fået skabt de forhold, der gør, at man kan gå i gang med dæmningsprojektet. De er allerede i gang med at bygge lejren til arbejderne, siger han.
Ingen løn til politiet
Oberst Erik Bruhn kæmper også hårde kampe hver dag. Han sidder med i en gruppe under Afghanistans præsident, Hamid Karzai, der skal finde ud af, hvordan man får sikkerhed og udvikling i det sydlige Afghanistan. Men gruppen er oppe mod udbredt korruption.
- Dårlig regeringsførelse er nok en lige så stor fare som Taleban, og begge dele skal bekæmpes med lige store ressourcer. De ressourcer er ikke til stede, konstaterer Erik Bruhn
Han fremhæver Ministeriet for Udvikling og Genopbygning af Landbruget som en succeshistorie, mens Indenrigsministeriet har store problemer med korruption og nepotisme.
Lige nu forsøger gruppen at løse problemerne med det afghanske politi.
- Det er et drama, der har kørt i et halvt år nu. Nogle har ikke fået løn i flere måneder, andre har fået for lidt. Når pengene skal fra Indenrigsministeriet til provinschefen til politichefen og endelig ud til de enkelte politifolk kan det gå helt galt. Der er stor risiko for, at de aldrig ser de penge, fortæller Erik Bruhn, der er med til at udvikle et nyt betalingssystem.
På jagt efter Osama
Trods endeløse udfordringer tror Erik Bruhn på, at Afghanistan nok skal blive en succes. Med tiden. Den samme optimisme deler oberst Arne H. Hansen i forhold til sit eget projekt i NATO s hovedkvarter i Kabul. Han er chef for en helt ny efterretningsenhed, der har fået afghanere og pakistanere til at dele hemmelige oplysninger om, hvad der foregår langs den mere end 2.500 kilometer lange, fælles grænse.
- Ideen er at udveksle informationer om aktioner mod den fælles fjende, nemlig talebanerne og al-Qaeda, fortæller Arne H. Hansen.
I nogle måneder har de seks pakistanere og seks afghanere på kontoret studeret aktiviteten i området, der er umuligt at overvåge på grund af bjerge og uvejsomt landskab. Om kort tid er de klar til at indgå aktivt i NATO-styrken.
- Vi mener, at Osama bin Laden godt kan være i de stammestyrede regioner ved grænsen, siger Arne H. Hansen og fortsætter med et smil:
- Måske bliver det os, der finder ham.