Lejrens læge og to sygeplejersker tilbereder den dødelige gift. De blander den med limonade i en stor zinkbalje. Så stiller alle i junglebyen Jonestown op på række. Børnene forrest. De drikker giften. Nogle græder, mange bryder ud i bøn. Det hele er optaget til eftertiden på en skrattende båndoptager. Til sidst hører man skud. Så er alle døde. I alt dør 914 mennesker ude i Latinamerikas mest ufremkommelige jungle den 18. november 1978. 11 dage før indbyggerne i Jonestown drak den dødelige gift, havde den danske psykolog Peter Elsass været på besøg samme sted.
Udlste massemordet
Han blev den næstsidste gæst. Den sidste gæst var en bekymret amerikansk kongresmand med et følge af journalister og pårørende til folkene i Jonestown. Hans besøg udløste massemordet.Peter Elsass besøg udløser derimod en masse venlige smil, høflig opvartning og en stor fest om aftenen, hvor hele Jonestown svinger til reggaerytmer. Han har en fantastisk aften og får stadig i dag lys i øjnene, når han tænker på den. Men masseselvmordet er svært at forstå. Han hører om det i medierne.»Jeg blev chokeret. Jeg var sgu blevet forført. Det var ikke et junglehelvede, jeg mødte,« siger han i dag fra sit kontor på Københavns Universitet, hvor han er professor i klinisk psykologi.Men Jonestown er alligevel historien om en drøm, der blev til et helvede.
Et paradis i Guyana
Præsten Jim Jones prædiker både kristendom og socialisme, og han fortæller folk, at alle racer er lige. I 1977 leder han sin menighed fra USA til den lille marxistiske stat Guyana. Her vil de skabe et paradis, hvor sorte og hvide, rige og fattige sammen arbejder og skaber et godt liv. Guyanas jungle er svær at nå. Først skal man flyve fra hovedstaden og derefter køre i en times tid på en lille jordstribe i jeep. Så er man fremme ved den lysning, de kalder Jonestown.Junglen er varm. Her er mindst 38 grader og fugtigt. Overalt er der papegøjer, fårekyllinger og sværmende sommerfugle. Junglen står som en mur omkring lejren, og i det ryddede område bor og arbejder 1.000 mennesker tæt sammen.De arbejder hårdt, får kun akkurat mad nok, og ifølge avisrapporter fra dagene efter masseselvmordet lever de som i en koncentrationslejr.
Offentlig ydmygelse
En ung pige bliver en dag gennembanket med et bræt, imens en mikrofon bliver proppet i munden på hende, så hele lejren kan høre hendes skrig. Der er offentlige seksuelle ydmygelser. Småpiger bliver sendt ind i bokseringe mod store stærke modstandere. Børnene bliver dresseret til at smile til Jim Jones ved hjælp af elektrisk chokbehandling. Alt sammen noget, som forekom Peter Elsass fuldstændig utænkeligt, da han var på besøg i junglen.»Jeg så pæne træbarakker og ordentlige forhold. Jeg var konstant fulgt af venlige mennesker. Kun én gang lykkedes det mig at komme på egen hånd et øjeblik. Jeg for med vilje vild, og dér så jeg, hvor tæt folk boede. De smilede heller ikke til mig. De stivnede og kiggede. Hverken glade eller kede af det. De kiggede som automater,« siger han i dag.
Paranoiaen vokser
Da kongresmanden Leo Ryan ankommer nogle dage efter, får han også det bedste indtryk af lejren. Han bliver beværtet og underholdt og er imponeret. Alligevel inviterer han alle, som har lyst, til at rejse med tilbage til USA. 14 melder sig, og selvom Jim Jones understreger, at han er skuffet, får de både penge og pas med til hjemturen.Men noget er i gærde. Junglebyen er isoleret og indbyggerne indoktrinerede til at tro det værste om fremmede. Paranoiaen vokser, og da Leo Ryan vil sige farvel, bliver han overfaldet af en mand med en kniv. Han slipper uden mén, men bliver forskrækket.Gæsterne og de 14 fra Jonestown kører i jeep ud til landingsbanen. Stemningen er spændt. Overfaldet har udløst noget.Pludselig kommer en jeep brasende ud af junglen. Det er folk fra Jonestown, og de er bevæbnede. Både kongresmanden og fire andre dør. Flere bliver såret, men flygter.
Angsten lukkes ud
Angsten og paranoiaen i det lille isolerede samfund er lukket ud, og der er ingen vej tilbage. Det konkluderer Jim Jones i hvert fald. Nu vil det USA, de er flygtet fra, angribe. I stedet beordrer han selvmordet.Alle medlemmerne havde før oplevet at stille op på række og drikke dødbringende gift. De andre gange var det bare saftevand og en prøve på deres hengivenhed over for Jim Jones. Denne gang er det virkelighed. Deres angst for samfundet uden for er blevet så stor, at de hellere vil dø end tilbage.
Dde for retfrdighed
Hjemme i Danmark kryber paranoiaen også ind under huden på Peter Elsass. Han har kun været i Jonestown i få døgn, men alligevel mærker han den. Han bliver bedt om at møde op til et interview på et hotel, men journalisten er der ikke, og værelsesnummeret henviser til et depotrum. Mærkeligt. En dødsliste med navne fra Jonestown bliver væk, lige før han skal kigge på den. Mærkeligt.»Det er en stor belastning at være i et lukket system. Man har ikke noget at måle sin virkelighed imod. Jeg blev i tvivl om, hvad der var virkeligt,« siger Peter Elsass.For ham står det tilbage, at 1.000 hovedsageligt sorte amerikanere havde fundet et fællesskab i Jonestown. En af dem skrev en seddel, før hun døde: »Vi har fundet noget at dø for. Det kaldes social retfærdighed,« stod der.»Det er så svært at forklare, hvad der foregik. Jeg hader faktisk at fortælle om Jonestown,« siger Peter Elsass.70 mennesker overlevede masseselvmordet. Nogle stak af. Andre sov middagssøvn efter dagens hårde arbejde, og de vågnede først, da de sidste skud lød.