Danmarks bordtennislandshold for herrer er klar til ottendedelsfinalen ved hold-VM på det næstbedste niveau, 2. division.
Avancementet blev sikret onsdag aften, da Danmark besejrede Holland med 3-1 i svenske Halmstad.
Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth, var i aktion to gange mod hollænderne, og han vandt begge sine kampe. Anders Lind vandt også en enkelt kamp, mens tilbagevendte Michael Maze tabte 0-3 i sæt i sin kamp.
Danmark slutter på andenpladsen i sin gruppe efter at have vundet fire ud af fem kampe. Ukraine, der mandag slog Danmark, vandt alle sine fem gruppekampe og snuppede dermed gruppens førsteplads.
/ritzau/