Årvågne spillefugle var onsdag aften årsag til, at både Danske Spil og internationale bookmakere tabte pæne summer på venskabskampen mellem Tyskland og Danmark. Spillerne opdagede nemlig før bookmakerne, at tyskerne stillede med andetholdet, og så blev der satset mange penge, før odds på dansk sejr blev reguleret nedad.
Hos Danske Spil blev der satset 1,5 million kroner på kampen. Langt de fleste havde en velbegrundet tillid til Olsens tropper, og så måtte det statslige spillemonopol betale næsten 3,6 millioner kroner retur.
Også hos den engelske bookmaker Ladbrokes røg pengene i en lind strøm retur til spillerne.
»Vi har betalt over dobbelt så meget ud, som vi har fået ind. Vi overlever nok, men det har været en ret stor aften for spillerne,« fortæller Richardt Funch, country manager for Ladbrokes i Danmark.
»Vi tabte mellem en halv og en hel millioner danske kroner på kampen,« tilføjer han uden at ville komme det nærmere.
Det er dog tydeligt at høre på ham, at han ikke ser det som den store katastrofe.
»Vi håber da, at spillerne er glade. Det er jo part of the game, og hvis vi vandt hver gang, så var der jo ingen, der gad spille,« som han siger.
Tabet kunne da også have været endnu større for Ladbrokes, hvis ikke oddset var blevet reguleret. Det startede i lige knap 4 og endte på 2,5, da nyheden om det tyske b-hold kom frem.
Helt så hurtige var de ikke hos internetbookmakeren Bwin.com, og de havde endda markedets suverænt højeste odds på dansk sejr til at starte med. Selv længe efter, at det var kendt, at de tyske profiler havde forladt landsholdslejren, fortsatte firmaet med at tilbyde pengene 6,4 gange igen for en dansk sejr.
Bwin har ikke ønsket at oplyse, hvordan regnskabet for venskabskampen ser ud.