Målsætningen for de danske badmintonspillere er at hente mindst én medalje ved OL.
Onsdag gjorde herredoublen med Jonas Rasmussen og Lars Paaske sit til at indfrie medaljeambitionen, da den spillede sig videre til semifinalen med en sejr på 2-1 over sine polske modstandere.
Dermed har Rasmussen og Paaske to chancer for at hente medalje, da de i tilfælde af nederlag i semifinalen skal ud i en afgørende kamp om bronzemedaljer mod taberne af den anden semifinale.
- Vi sagde, inden vi tog af sted, at vi bare skal vinde tre kampe for at få medalje. Nu har vi vundet de to, så kan vi lige så godt tage den sidste, siger Jonas Rasmussen til Politiken.dk.
I semifinalen fredag venter enten indoneserne Hendra Setiawan/Markis Kido eller Boon Heong Tan/Kien Keat Koo fra Malaysia, som senere i dag mødes i deres kvartfinale.