Det kvindelige danske fodboldlandshold håber at kunne levere en overraskelse, når holdet på mandag møder Frankrig i kvartfinalen ved EM i Sverige.
Det siger den danske topscorer, Mia Brogaard.
- Vi kan spille frit. Det er et rigtig godt hold, og vi skal være taktisk klar. Vi skal have et godt taktisk oplæg og tro på, at vi kan lave en overraskelse. Det kan ske. Alt kan ske, siger hun.
Forsvarsspilleren, der har scoret to af de tre danske mål hidtil under EM-slutrunden, mener, at det danske hold er kommet styrket ud af de seneste hektiske dage.
Tirsdag aften troede det danske hold, at chancen for at gå videre fra gruppe A var forpasset, da Finland sent udlignede til slutresultatet 1-1 mod Danmark.
Med to point for tre kampe så det sort ud for Danmark, der sluttede som nummer tre i gruppen, og således skulle håbe på at gå videre som en af de to bedste gruppetreere.
Det lykkedes efter to dages venten på resultaterne i de to andre EM-grupper og en lodtrækning, som Danmark sent torsdag aften vandt på Ruslands bekostning.
- Det har givet et boost. Alle var glade her til morgen, siger Mia Brogaard.
Trods de dystre udsigter efter 1-1-kampen mod Finland har det danske hold hele tiden holdt fokus på et eventuelt møde med Frankrig, en kamp som altså bliver en realitet på mandag i Linköping.
- Dagen efter Finland-kampen havde vi helt fri, så vi fik en fridag fra det hele. I går begyndte vi at forberede os på Frankrig, hvis vi skulle være så heldige at møde dem på mandag, siger Mia Brogaard.
/ritzau/