Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Regeringen har præsenteret sit længe ventede oplæg til reform af erhvervsuddannelserne, og modtagelsen i Dansk El-Forbund er positiv. Mange af de krav, som er fremsat fra parterne på arbejdsmarkedet, kan genfindes i regeringsudspillet.
- Som forbund for en faggruppe, hvor uddannelse er alfa og omega, har vi selvfølgelig imødeset dette med spænding. Overordnet står samfundet med det problem, at søgningen til erhvervsuddannelserne er alt for lav, og det er også et problem specielt for vores branche, hvor det nu er klart for enhver, at der snart vil blive stor mangel på arbejdskraft. Her kan flere af de tiltag, der foreslås, være en hjælp, siger forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen.
Han fremhæver indførelsen af adgangsforudsætninger og den reelle uddannelsesgaranti for de elever, der optages, og at kvoterne fjernes fra de uddannelser, hvor de ikke er begrundet i beskæftigelsesfrekvenserne.
- Vi ser også frem til styrkelsen af kvaliteten i praktikcentre og erhvervsskoler. Vores område udvikler sig med rivende hast, og det er vigtigt, at skolerne følger med i denne udvikling. Det vil udspillet sikre.
- Og med den garanti for, at man kan færdiggøre en påbegyndt uddannelse, der ligger i praktikcentrene, er vi godt på vej. Men det ændrer ikke på, at arbejdsgiverne nu også må leve op til deres ansvar og tage flere lærlinge ind. Især med den øgede kvalitet i centrene er de et godt alternativ, men uddannelsesaftaler på de rigtige arbejdspladser er stadig nummer et, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Regeringens udspil indeholder blandt andet adgangsforudsætninger (krav om bestået i folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik - men bortfald af kravet, hvis man på forhånd har en uddannelsesaftale) og reel uddannelsesgaranti, ændret struktur på grundforløbene, forbedret uddannelseskvalitet samt tilbud til unge, der ikke lever op til kravene, og til de voksne.
- Der bliver helt sikkert nogle knaster, der skal høvles, inden vi kan klappe endeligt i hænderne og sige, at "det var dét, der skulle til". Men alt i alt er det et konstruktivt udspil. Og vi ser frem til, at målsætningen om, at det i 2020 er 25 procent af en ungdomsårgang, der vil søge ind på en erhvervsuddannelse. Og at tallet bliver 30 procent i 2025. Statsministeren har vores fulde opbakning, når hun siger, at regeringen vil flytte erhvervsuddannelserne derop, hvor de hører til.
- Og når det gælder vores eget område, vil vi i det kommende arbejde gøre vores til, at fagligheden kommer i fokus. Alle, der kender vores branche, ved, at det fremover til stadighed bliver vigtigere at løfte kompetencerne hos landets elektrikere, siger formanden for Dansk El-Forbund.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.