Speedwaykørerne Niels-Kristian Iversen og Nicki Pedersen havde begge chancen for at snuppe en podieplads i den samlede VM-stilling.
Det blev Iversen, som præsterede bedst i slutningen af sæsonen, og efter lørdagens grand prix i polske Torun snuppede den 31-årige dansker VM-bronzen foran blandt andre Nicki Pedersen.
Hvem der er bedst af de to, vil Iversen ikke fokusere så meget på, men han mener dog, at styrkeforholdet peger i en bestemt retning lige nu.
- Jeg synes, at resultaterne taler for sig selv. Nogle mener det ene, og nogle mener det andet. Hvad jeg mener, det er sådan set underordnet. Jeg synes, at vi skal lade resultaterne tale, siger Iversen.
I fremtiden vil Iversen meget gerne blive ved med at blande sig i toppen af verdenseliten, så det ikke er Nicki Pedersen, der skal bære det hele.
- Det håber jeg. Jeg synes, at jeg har vist nok i denne og egentlig også i sidste sæson til, at folk godt kan regne med mig også.
- Hvad Nicki går og laver, kan jeg ikke kontrollere. Det kan jeg heller ikke bruge til så meget. Han har jo gjort det fantastisk i mange år for dansk speedway.
- Folk gør et stort nummer ud af den rivalisering mellem Nicki og mig. Men de eneste to, der ikke rigtig tænker over det, det er os to.
- Selvfølgelig er det godt, at der er lidt skriverier, men vi har det fint nok sammen, og det er en sund konkurrence, der er - også for ham, siger Iversen.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Iversen, da han lørdag aften stod på podiet efter sæsonens 12. og sidste grand prix.
- Jeg synes, at det er helt vildt lige nu. Inden sæsonen startede, så var det noget, jeg kun drømte om - at komme til at stå podiet.
- Nu står jeg her, og jeg har vundet to grand prixer i denne sæson, og jeg har været i fire-fem finaler. Så det er gået over al forventning, så det kan jeg kun være tilfreds med,
- Det er kæmpestort for mig. Det viser bare, at hårdt arbejde betaler sig, mener Iversen.
VM blev vundet af briten Tai Woffinden foran polske Jaroslaw Hampel og Iversen. Nicki Pedersen, der tidligere har vundet VM tre gange, blev nummer fem.
/ritzau/