Der skulle meget gerne være danskere på sejrspodiet, når der på søndag bliver delt medaljer ud efter EM i 49'er-bådklassen, der tirsdag bliver skudt i gang ud for Aarhus.
Sådan lyder målsætningen fra Dansk Sejlunion, hvor sportschef Thomas Jacobsen især har store forventninger til den ene af de to danske herrebåde.
- Jonas Warrer og Peter Lang har vist rigtigt gode takter allerede fra deres første stævne på Mallorca i februar.
- Siden har de vundet et stævne i Holland. De har fundet en god rollefordeling i båden, og de passer bare godt sammen, siger Thomas Jacobsen i en pressemeddelelse.
Warrer og Lang er en ny sammensætning, men begge sejlere har tidligere demonstreret verdensklasse i andre både.
Jonas Warrer vandt i 2008 OL-guld sammen med Martin Kirketerp, mens Peter Lang i selskab med Allan Nørregaard hentede bronze ved OL i London sidste sommer.
Nørregaard deltager også ved EM, men nu i en båd med Anders Thomsen.
- Med Allan og Anders er det lidt mere usikkert, hvor de står. Deres resultater i foråret har svinget lidt, men vi ved, de har niveauet til at kunne begå sig blandt de bedste, siger Thomas Jacobsen.
I kvindeklassen 49erFX vil sportschefen følge de danske både med stor interesse.
Kvinde-49'eren kommer med til OL for første gang i 2016, og danskerne har foreløbig vist glimrende takter i den nye båd. Alligevel slår Thomas Jacobsen koldt vand i blodet.
- Jeg vil være tilfreds, hvis vi kan få én eller to danske både i top-8, siger han.
- Der er omkring 35 både med i feltet. Vi ved ikke ret meget om, hvordan niveauet er - og slet ikke, hvordan de hver især reagerer på de op- og nedture, der kommer gennem et langt stævne.
- Både Ida Marie Baad Nielsen/Marie Thusgaard Olsen og Katja Salskov-Iversen/Jena Mai Hansen har vist flotte resultater i løbet af foråret. Og vi ved, at de har god bådhåndtering, hvis vi får noget rigtigt blæsende dansk sommervejr.
- Så jo mere luft på banen, desto bedre er deres chancer, siger Thomas Jacobsen.
EM starter tirsdag og fortsætter de næste seks dage, indtil europamestrene er fundet på søndag.
/ritzau/