Dansk sejlsport øjner en guldmedalje ved 49'er-EM i Aarhus.
Det står fast efter lørdagens to sejladser, hvor de lokale sejlere Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen fik en tredje- og en niendeplads.
Inden søndagens tre finalesejladser fører duoen dermed fortsat konkurrencen.
- Bortset fra en lidt dårlig start på anden sejlads synes jeg, vi sejlede fint. Det var sådan en dag, hvor alle sejlede stort set lige hurtigt, så det var virkelig vigtigt at komme godt fra start for at få lidt ekstra fri luft.
- Nu skal vi bare ud og vise i morgen (søndag, red.), hvem der er de bedste. Vi tror virkelig på det - det skal vi gøre - men vi ved også, at det bliver svært.
- Jeg håber virkelig, vi får stabil vind i de 10 minutter, som sejladserne varer. Ellers bliver det for tilfældigt, siger Ida Marie Baad Nielsen i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.
Den anden danske båd, der bejler til medaljer, faldt tilbage i topstriden. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen faldt tilbage fra anden- til fjerdepladsen efter en mindre god dag med placeringer som nummer 6 og 10.
Hos herrerne ligger Jonas Warrer og Peter Lang på femtepladsen inden søndagens afslutning.
Allan Nørregaard og Anders Thomsen nåede ikke med blandt de otte bedste både, der er med i finalesejladserne.
/ritzau/