Af Knud Brix, knbr@avisen.dk
Nyhedsavisens udsendte medarbejder
Kapitel 1. En mur af bly
BASRA: Den lille røde prik er midt på irakerens bryst, da Jakob krummer fingeren om aftrækkeren. Efter det tredje skud synker manden ned på knæ. Det er ligesom at skyde på en skive på skydebanen. Jakob tænker slet ikke på, at han lige har dræbt en mand. Det kommer først senere.
Afgang til Al Hartha
De pansrede køretøjer bumler ud af den danske lejr Camp Einherjer. Det er 14. maj 2007.
Ved maskingeværet sidder Danmark yngste soldat i Irak, 19-årige Jakob. Det er en ren rutine, og Jakobs gruppe er på vej til byen Al Hartha, en forstad til Basra. De skal besøge en skole, som de danske tropper er ved at bygge.
De har gjort det tusinde gange før, men de har ingen anelse om, at det vil blive en dag i helvede.
Nok bare en snigskytte
Patruljen venter vest for byen, mens den anden deling kører hen til skolen.
Pludselig begynder radioen at skratte. Klokken er 12.58.
»Føling, føling, vent, slut,« lyder det fra patruljen ved skolen.
Føling betyder, at soldaterne bliver beskudt. Jakob og hans kammerater stormer op på køretøjerne.
»Vi har jo været i kamp så mange gange før. Det er nok bare en snigskytte, der har fyret et enkelt skud af,« tænker Jakob.
På det tidspunkt aner han ikke, at det er hans gode ven Henrik Nøbbe, som netop er blevet skudt af en snigskytte henne ved skolen.
Smældet fra en AK-47
Patruljen ruller ind i en palmelund ad en smal grusvej.
Pludselig hører Jakob et øresønderrivende brag. Han rejser sig og kan se sort røg vælte op fra det forreste bæltekøretøj. En kraftig vejsidebombe er eksploderet og har flået larvefoden af bæltekøretøjet.
»Føling venstre, føling venstre,« råber en soldat.
Jakob kan høre smældene fra en AK-47 over sit hoved.
»Det er sgu live nu. Det er ikke fake mere,« tænker Jakob.
Den lille palmelund bliver fuldstændig skudt i stykker. De danske soldater laver en mur af bly .
Det gør man ved at skyde så voldsomt, at man får overtaget, og fjenden bliver nødt til at dukke sig.
Jakob tømmer de første to magasiner ud til venstre, mens han stadig sidder på køretøjet.
En perfekt fælde
Det er et snedigt baghold, danskerne har ikke mulighed for at vende rundt, fordi vejen er for smal, og de har heller ikke mulighed for at finde dækning.
»Man må beundre de irakere, det er en perfekt fælde,« tænker Jakob.
En soldat råber, at der er sårede i det sønderbombede bæltekøretøj. Jakob er sygehjælper, han spurter frem til det forreste køretøj, som er fuldstændig smadret.
Blævrende sår
Jakob kan høre sine kammerater i bæltekøretøjet skrige. Han får øje på en kammerat, som har fået skudt det meste af den nederste del af venstre ben af – der sidder kun en knogle med en fod på.
En anden har fået skudt et stort stykke af sin fod. Der er hul i støvlen, og blodet pibler ud.
Soldaten har også små huller i bukserne, hvor granatsplinter har boret sig ind.
Jakob er vokset op på landet og er vant til at se blod, men da han stikker hånden ned i det blævrende sår, lukker han øjnene og synker lige en ekstra gang. Jakob er opvokset i en lille by i Nordjylland, han er enebarn og meldte sig frivilligt til militæret, så snart han fyldte 18 – et år efter folkeskolen.
Giver et skud morfin
Mens han behandler soldaten med hullet i foden, holder han sit gevær i højre hånd og presser sin hånd ned i såret med venstre.
Soldaten skriger ekstra højt. Jakob kan slet ikke forestille sig, hvor ondt det må gøre. Han vælger at give soldaten et skud morfin – det er den stærkeste bedøvelse, de har.
Soldaten er i granatchok, så han er helt rundt på gulvet og ikke i stand til at fokusere. Samtidig med skaden i foden har han brækket begge ben. Han spræller. Jakob lader støvlen sidde på, da han lægger en forbinding, støvlen giver støtte.
»Det gør ondt, det gør ondt. Hjælp mig, hjælp mig,« skriger soldaten. Kuglerne hamrer ned i sandet kun en halv meter foran Jakobs fødder og sprøjter sand op på hans støvler. Han griber geværet og tømmer magasinet mod et vindue i et faldefærdigt hus overfor.
Chaufføren og vognkommandøren har kun småskader, men de er i granatchok. Jakob råber til chaufføren, at han skal hjælpe med at bære den sårede kammerat. De former en kongestol til ham med hænderne og løber tilbage mod køretøjerne, mens kuglerne hagler ned over dem.
»Fuck, fuck, fuck, nu bliver vi ramt,« er det eneste, Jakob tænker.
Tømmer magasinet
Men kuglerne rammer ikke. Jakob kan høre skuddene hvisle lige over sit hoved, Han tømmer patronmagasinet og dropper det ud på jorden.
Irakerne skyder fra alle sider. Jakob har ingen idé om, hvor mange fjender der er i bagholdet. Nogle kammerater mener, at det er op til 40 mand, men det er i hvert fald over 20, tænker Jakob.
Kammeraterne kører langsomt bagud.
»Stop, stop, vi har en såret,« råber Jakob.
Han løfter kammeraten op i bilen. Råber klokkeslættet, hvor soldaten har fået morfin, så lægerne senere kan regne ud, hvor meget morfin patienten har fået.
»Jeg har det,« råber den anden sygehjælper tilbage.
Jakob lader sit gevær igen, han bliver nødt til at løbe tilbage til den brændende vogn for at se, om der er flere syge.
Han ved ikke, om han bliver beskudt, men han løber så hurtigt, at mavesyren bliver presset op i halsen på ham. Han er ved at brække sig. Han er ikke angst, adrenalinet pumper bare rundt i kroppen.
De rammer elendigt
De danske soldater forsøger at trække bæltekøretøjet fri, men det er umuligt, de må efterlade det. De løber tilbage, mens de skyder på alt, der rører sig.
Danskerne har total ildoverlegenhed. Irakerne tør kun stikke armen op med geværet, og derfor rammer de elendigt.
De to firehjulstrækkere ruller langsomt tilbage, mens Jakob og hans kammerater går ved siden af og skyder. For enden af palmelunden kommer de til et sving.
Skjorten farves af blod
Jakob ser irakeren ud af øjenkrogen. Han dukker op bag et hegn kun 50 meter væk. Han skyder med sin Kalashnikov på den bageste danske firehjulstrækker. Han har ikke set Jakob, som knæler ned og sigter på manden.
Den lille røde prik er midt på irakerens bryst, da Jakob krummer fingeren om aftrækkeren. Efter det tredje skud synker manden ned på knæ.
I det øjeblik reagerer Jakob instinktivt. Det er ligesom at skyde på en skive på skydebanen.
Han tænker slet ikke på, at han lige har dræbt en mand. Det kommer først senere.
Irakeren stadig holder om våbenet. Så længe en mand holder et våben i hånden, er han fjendtlig. Jakob tænker på sine kammerater, trykker igen på aftrækkeren.
Han skyder bare. Bang, bang, bang, bang. Han sætter kadencen op.
»Han skal bare ikke rejse sig op igen,« tænker Jakob.
Han skyder 10 gange, så er magasinet tomt. Geværet klikker. Irakeren sætter sig ned.
I kikkerten kan Jakob se, at hans hvide skjorte bliver farvet rød af blod. Fjenden falder bagover, så kun hans ene fod er synlig.
Fjenden er nedkæmpet
Han føler sig sikker på, at irakeren er død. Han er trænet til at skyde på mål, der er op til 300-400 meter væk, og han rammer næsten altid præcist.
»Der er ingen, der overlever så mange skud i brystet,« tænker Jakob, idet han smider det tomme magasin op i firehjulstrækkeren.
»Hvad sker der?« råber en af kammeraterne på den anden side af firehjulstrækkeren.
»Fjende nedkæmpet, fjende nedkæmpet. Fortsæt, fortsæt,« råber Jakob.
Han har ingen idé om, at slagets værste scener endnu ikke har udspillet sig.
Læs sidste kapitel af historien i morgen, hvor det går op for Jakob, at hans bedste ven, Nøbbe , er død.
Historien bygger på interview med Jakob, hans kammerater og oplysninger fra Hærens Operative Kommando. Artiklen er Jakobs version af begivenhederne 14. maj 2007.