Det mandlige danske badmintonlandshold vandt tirsdag for anden kamp i træk sikkert ved Thomas Cup, VM for hold.
Danskerne besejrede Rusland med 5-0 i Bangkok og er dermed i praksis videre til kvartfinalen.
Algeriet og Malaysia skal ganske vist mødes senere tirsdag i den anden kamp i gruppe D, inden det kan slås endegyldigt fast som et faktum.
Men med to sejre og 20-0 i sætscore er det danske avancement reelt en realitet.
Kun skader vil forhindre Malaysia i at vinde 5-0 over Algeriet, og dermed er der lagt op til en gruppefinale onsdag, når Danmark og Malaysia mødes.
De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
Danmark, der i 2016 vandt Thomas Cup for første gang, havde ingen problemer i kampen mod Rusland.
Først vandt verdensmesteren i herresingle, Viktor Axelsen, overbevisende med 21-14, 21-3 over Vladimir Malkov.
Dernæst øgede herredoublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding til 2-0 med en sejr på 21-17, 21-12 over Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.
Hans-Kristian Vittinghus sikrede den samlede danske sejr, da han vandt 21-17, 21-11 over Sergey Sirant og gjorde stillingen til 3-0.
Herredoublen Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen vandt dernæst med 21-12, 21-12 over Evgenij Dremin og Denis Grachev, så stillingen var 4-0 til Danmark før den femte og sidste kamp.
Den vandt Jan Ø. Jørgensen på 20 minutter sikkert med cifrene 21-6, 21-5 over Rodion Alimov, og dermed tabte Danmark ikke et eneste sæt i kampen.
Det danske hold vandt mandag med 5-0 over Algeriet i den første kamp.
Også den kamp vandt danskerne uden at tabe sæt.
/ritzau/