Danmark ligger helt i top med det højeste niveau af socialt sammenhold blandt 34 EU- og OECD-lande.
Det viser en ny global rangliste, der er udarbejdet af den tyske fond Bertelsmann Stiftung og Jacobs Universitet i Bremen.
Det er de skandinaviske lande, der fører an i undersøgelsen. Danmark ligger således øverst på listen efterfulgt af Norge, Sverige, Finland, Canada og USA. Nederst på listen finder man Rumænien, Grækenland og Bulgarien.
- Socialt sammenhold er afgørende for ethvert samfunds fremtid og har stor indflydelse på en persons opfattelse af trivsel. Mere sammenhold er lig med større tilfredshed med livet, siger Liz Mohn, næstformand i Bertelsmann Stiftung.
For at finde frem til graden af socialt sammenhold har folkene bag undersøgelsen kigget på en række parametre indenfor tre hovedkategorier: Sociale relationer, sammenhængskraft og fokus på det fælles bedste.
Undersøgelsen bygger på spørgsmål om alt fra, hvor ofte man har følt sig ensom den seneste uge, over tilliden til en række statslige institutioner, accept af seksuelle og etniske mindretal, til folks vilje til at udføre frivilligt arbejde.
Danmark ligger i den øverste gruppe i syv ud af ni emner, mens danskerne må tage til takke med en placering i anden gruppe, når det gælder respekt for sociale regler og solidaritet og hjælpsomhed.
Bertelsmann Stiftung har de sidste 25 år lavet sammenligninger af det sociale sammenhold baseret på internationale spørgeundersøgelser og indsamling af data.
Undersøgelsen viser også, at lande med størst rigdom og størst omfang af økonomisk lighed generelt rangerer højere på ranglisten over socialt sammenhold.
/ritzau/