»Hovedstaden i Danmark? Altså, Sverige er et helt andet land, ikke? Eller?«
Hvis man spørger den helt almindelige New Yorker på gaden, så er Danmark vist et lille land mellem Tyskland og Sverige, hvor folk snakker hollandsk og lever af wienerbrød.
Mandag aften satte DR s Horisont et billede på Danmark, som det fremstår, hvis man aldrig har været her før. En amerikaner, en araber og en kineser tilbragte for nylig en uge her med et videokamera og et åbent sind.
Portrættet viser et land, som er beboet af verdens lykkeligste folkefærd, hvis ungdom med al dens frihed og mange muligheder keder sig uendeligt. Derfor bliver de nødt til at gå i gadekamp mod et neokonservativt samfund af »smukke, høje, slanke og noble mennesker«, der også lever et liv i velstand og kedsomhed, og som ikke værdsætter værdien i Ungdomshusets kreative kaos. Vi lever i et H. C. Andersenmættet eventyrland med ubekymrede unger. Folk lever forholdsvist roligt side om side, vi smiler til hinanden, og »her er livet som muslim slet ikke en konstant kamp«. Nææh, i stedet er »historien om Muhammedkrisen faktisk blot en historie,« mener den amerikanske journalist Laura Shelton.

Naive og selvglade

Før vi trækker selvtilfreds på smilebåndet, skal vi huske på, at det bestemt ikke altid har været opfattelsen af Danmark. Eller i hvert fald har hele eventyranalogien haft en hånlig undertone. Mens Muhammedkrisen var på sit højeste i vinter sidste år sendte TV stationen CBN et hold af reportere til Danmark for at lave en dokumentar til programmet 60 Minutes. Her fremstår vi knap så tjekkede, dygtige, frie og tolerante.
Faktisk præsenterer 60 Minutes et portræt af os som en flok naive, selvtilfredse blondiner, der lever i en osteklokke uden virkelighedsfornemmelse for omverdenens problemer, og helt uden kontakt til vores muslimske medborgere.

Rige og smukke

Som den kendte vært Bob Simons udtrykker det, »er det ikke bare Hans Christian Andersens hjemland, landet ser ud til at leve i et af hans eventyr. Folk er rige og smukke, jorden er grøn og frugtbar og byerne er farverige og pletfri. Danmarks dronning er meget elsket af sit folk og hersker fra det ældste monarki i Europa.«
Efter snak om Muhammedtegninger med imamer, chefredaktører og politikere beskriver dokumentaren med slet skjult ironi, hvordan vores navlebeskuende, nuttede kongerige med den bar-brystede havfrue er mere optaget af Copenhagen Fashion Week end brændende dannebrogsflag i Mellemøsten, mens »Københavns muslimske kvarter kun ligger ti minutter fra alt dette og er på en helt anden planet. Mange muslimer siger, de er blevet helt fremmedgjorte.« De må acceptere moskeer i gamle fabriksbygninger og leve uden muslimske gravpladser.

Vindenergi og æresdrab

Det hele er bestemt ikke et eventyr. USnews.com skrev for eksempel i sidste uge om, hvordan vi slet ikke har taklet krisen eller integrationen og kun fokuserer på tørklæder, æresdrab, terrorisme og tvangsægteskaber, mens en kløft mellem etniske danskere og det muslimske mindretal bare vokser og vokser.
Tilgengæld skal vi være stolte af vores know-how og evne til at udvikle alternativ vindenergi, som USA kunne lære meget af, skrev FOX News for et par uger siden. Med undertonen, at det er vi jo også forbandet tvunget til, eftersom vores lille flade frimærke ikke har en eneste reel naturressource.
Måske er de amerikanske medier bare blevet mere opmærksomme på Danmark, siden vi fik vores første store gennembrud i det internationale mediecirkus i 1997, da en intetanende dansk kvinde – ganske som hun plejede hjemme i sit kagehusland – lod sin barnevogn med datteren Liv stå uden for en restaurant i New York. Det kostede hende og faderen to dage i spjældet.

Filmstjerner

Men hvad er det egentlig, der overrasker de tre journalister mest ved danskerne og Danmark?
Den kinesiske journalist Lin Haichun studser faktisk kun over, at »alle danskere ligner filmstjerner,« mens den arabiske journalist Yosef Alsharif er overrasket over, hvor mange danskere der smiler, når han kigger dem i øjnene.
Hvad er det så, vi ikke kan være stolte af?
Det er cyklerne, der er mærkelige, mener Yosef Alsharif. De er over det hele, og så er det tilmed bilerne, der skal holde tilbage for dem og ikke omvendt. Og trods vores smil, er vi stædige og umulige at diskutere med, mener han.