Nicklas Bendtner har kun spillet 126 minutter i denne sæson, men det er nok til, at angriberen har fået en startplads for Danmark i aftenens VM-kvalifikationskamp mod Italien.
Det var også ventet, for landstræner Morten Olsen havde på forhånd sagt, at hvis Bendtner var i fysisk god nok form, så ville han starte med Arsenal-angriberen i front.
Der var egentlig kun tvivl om, hvem der skulle spille ved siden af anfører Daniel Agger i midterforsvaret, og valget er faldet på Andreas Bjelland. Dermed må Simon Kjær tage plads på bænken.
Der var også lidt spekulationer omkring, hvorvidt Viktor Fischer ville få chancen på venstrekanten, men her har Morten Olsen foretrukket Michael Krohn-Dehli.
Danmark stiller op som følger (4-2-3-1):
Stephan Andersen - Lars Jacobsen, Andreas Bjelland, Daniel Agger, Nicolai Boilesen - William Kvist, Niki Zimling - Martin Braithwaite, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli - Nicklas Bendtner
/ritzau/