Det blev meget tættere end forventet, men det danske badmintonlandshold vandt efter et vildt drama semifinalen 3-2 i kampe over England.
Dermed er de danske spillere klar til søndagens finale ved EM for hold.
Danskerne fik en god start på semifinalen efter en sikker præstation i mixeddouble. Christinna Pedersen og Joachim Fischer indledte med at slå Chris Adcock og Jenny Wallwork i to sæt med cifrene 21-13, 21-16.
Englænderne udlignede dog ret så overraskende til 1-1 i kampe, efter at herresinglen Rajiv Ouseph besejrede Viktor Axelsen med 21-16, 21-12.
I damesingle vandt Line Kjærsfeldt over Sarah Walker. Den unge Aarhus-spiller tabte første sæt, men vandt andet samt det tredje og afgørende sæt, og dermed var Danmark foran 2-1 i kampe før herredoublen.
- Jeg spillede ikke så godt i første, men mit spil blev bedre og bedre, og jeg kunne holde hovedet koldt til sidst og derved tage sejren.
- Hun spillede rigtigt godt, og jeg vidste, det ville blive en svær kamp at vinde. Jeg er glad for sejren. Specielt fordi det så gik som det gik i herredoublen, siger Line Kjærsfeldt i en pressemeddelelse.
Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte i lørdagens største overraskelse til Chris Adcock og Andrew Ellis efter tre tætte og hårde sæt.
Damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl skulle derfor slå Heather Olver og Lauren Smith for at nå i finalen, og det gjorde danskerne med en sejr i to sæt - 23-21, 21-13.
- Der var selvfølgelig et lidt anderledes pres på os, når det var den afgørende kamp. Jeg synes, vi i store perioder spillede godt og havde kampen under kontrol.
- Det var dejligt med en sejr, og nu er vil klar til finalen i morgen, siger Christinna Pedersen.
Danmarks modstander i søndagens finale bliver enten Rusland eller Tyskland, som mødes senere lørdag i den anden semifinale.
/ritzau/