Jeg arbejder i Blågårdsgade på Nørrebro. Som du ved, blev mit lokalområde i weekenden centrum for voldsomme uroligheder. Her er to lokale oplevelser, der understreger, at virkeligheden er mere nuanceret end mediernes dækning af weekendens hændelser.
Over for mit kontor ligger en cykelforretning. Natten mellem fredag og lørdag blev cykelhandleren i sin butik, da han var bange for, at den kunne blive smadret.
Ganske rigtigt, pludselig fløj der en brosten gennem vinduet. Cykelhandleren løb ud på gaden, hvor den stenkastende unge mand var ved at flygte. Cykelhandleren løb efter ham: Sådan en autonom bølle skulle ikke smadre hans butik. Vreden gav ham kræfter, og det lykkedes ham at fange stenkasteren. Til sin forbavselse opdager cykelhandleren, at han ikke har fat i en ung autonom eller aktivist, men en nynazist! Der er åbenbart elementer, der i weekenden har benyttet sig af urolighederne til at udøve hærværk, som de ved, at andre, nemlig Ungdomshus-aktivister, vil få skylden for. Meget tankevækkende.
Fanget ved et tilfælde
Samme nat er jeg på vej hjem efter at have drukket en øl med en veninde på en af byens eneste røgfri barer i Elmegade på Nørrebro.
Vi forlader baren og går via Sankt Hans Torv. Her er der gadefest. Mange hundrede aktivister fester til fordel for Ungdomshuset med musik og dans på torvet. Pludselig melder politiet i megafoner, at demonstrationen er opløst, og alle skal forlade området. Vi går resolut mod den nærmeste sidegade, for at forlade området. Det sammen gør langt de fleste andre på torvet.
Ingen når dog særlig langt, da politiet umiddelbart efter, at de har opløst demonstrationen, skyder store mængder tåregas ind over torvet. Stor forvirring. Folk græder og råber. Jeg kan ikke trække vejret, mine øjne løber i vand. Vi løber mod sidegaderne, for at komme væk. Men her opdager vi, at alle sidegaderne er spærret af politi og politivogne. Vi forsøger at forklare, at vi bare gerne vil ud, men kampklædte betjente (med gasmasker) skubber os brutalt tilbage på torvet. De, der ikke går hurtigt nok tilbage, får slag med knipler.
Jeg forsøger at få kontakt med en yngre betjent. Han virker angst, men kaster mig så brutalt ind i en mur og råber, at jeg skal gå tilbage, hvilket i praksis betyder tilbage ind i tåregassen. Rundt om mig anholdes folk – folk som få med sikkerhed ved, om de har kastet sten, eller bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Hvem vinder
Hvad sker der i vores samfund, når retsstaten sættes ud af spil på denne måde? Hvem vinder ved, at unge mennesker udsættes for politivold? Hvem vinder ved, at der er anholdt 600 unge aktivister – hvoraf flere sandsynligvis bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?
Der er anholdt så mange, at der ikke er mere plads i fængslerne; flere unge er derfor anbragt i Sandholmlejren. Hvem har glæde af, at nynazister smadrer vinduer med det resultat, at store dele af befolkningen tror, at Ungdomshusets brugere er voldelige? Hvad er det for værdier, der har domineret denne weekend?
Er det mit land, der overtræder så mange demokratiske regler for at forsvare en fundamentalistisk kristen sekts ejendomsret?