Det kan ikke nytte noget, at danskerne tror, det er arbejdspladsens skyld, hver gang de har det dårligt. Det kan lige så godt være ungerne, privatøkonomien eller skilsmissen, der tynger psyken. Sådan lyder meldingen over for Politiken fra Dansk Arbejdsgiverforening, der nu går i kødet på de fagforbund, der forlanger, at flere får anerkendt psykiske lidelser som stress, mobning eller chikane som arbejdsskader.
- Der er simpelthen alt for mange anmeldelser, der aldrig skulle have været afleveret, for der er ikke nogen påviselig forbindelse mellem deres psykiske skader og deres arbejde. Så enkelt er det. Havde der været en sådan sammenhæng, var skaden selvfølgelig blevet anerkendt efter nøjagtig samme principper som alle andre typer af arbejdsskader, uanset om det så er i huden, ryggen eller benet. Men der har desværre indfundet sig den opfattelse hos mange danskere, at alting kan anmeldes som arbejdsskader, siger DA's arbejdsmiljøchef, Karoline Klaksvig, der selv tidligere har arbejdet i Arbejdstilsynet og i Arbejdsskadestyrelsen.
Hver år bliver der, ifølge Karoline Klaksvig, anmeldt omkring 90.000 arbejdsskadesager, erhvervssygdomme og arbejdsulykker. Omkring 10.000 af disse sager munder ud i en form for erstatning. Men kun i 2.500 af sagerne kan det påvises, at arbejdsskaden har haft konsekvenser for den enkelte danskers erhvervsevne.
- Jeg anerkender fuldt ud, at de mennesker, der anmelder en psykisk arbejdsskade, har det dårligt. Men for rigtig mange danskere er der tale om problemer af privat karakter, der bør håndteres i sundhedssystemet og slet ikke som en arbejdsskadesag. Vi lever i et samfund under voldsomme forandringer, især for offentligt ansatte, der måske ikke længere har den samme tryghed i ansættelsen: Alle har travlt, børnene skal hentes, mange oplever en opslidende skilsmisse, alt sammen kan stresse og presse, uden at det har nogen direkte sammenhæng med arbejdspladsen, siger Karoline Klaksvig til Politiken.
Hun kalder det problematisk, at de praktiserende læger ikke fortager en langt mere grundig vurdering og sortering af patienterne, inden de sender dem videre til Arbejdsskadestyrelsen.
Ifølge Arbejdsskadestyrelsens nye statistik er antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader steget 30 procent fra 2011 til 2012. Men kun godt 5 procent af danskerne fik anerkendt en psykisk arbejdsskade sidste år, hvilket er det laveste niveau siden 2008. Anmeldte psykiske arbejdsskader er mest udbredte i den offentlige sektor, og det er især offentligt ansatte kvinder, der beder om at få anerkendt en psykisk arbejdsskade. Mange af dem er organiseret i HK Stat, der ikke har meget respekt for arbejdsgivernes vurdering af de psykiske arbejdsskadesager:
- Det er den samme gamle sang, at arbejdsgiverne henviser til lønmodtagernes privatliv, børn, skilsmisser, livsstil, fritidsaktiviteter og alt muligt andet, når de skal forklare, at så mange medarbejdere har det skidt på jobbet. Men nu er psykiske og fysiske arbejdsskader formelt blevet ligestillet i loven, derfor bør det i langt højere grad være muligt at få hjælp, når de psykiske arbejdsskader rammer, lyder det fra Peter Raben, næstformand i HK Stat over for Politiken.