Den internationale cykelunions præsident Pat McQuaid er godt og grundigt træt af de spanske myndigheder, og lige nu måske især af dommer Julia Patricia Santamaria.
Efter retssagen med dopinglægen Eufemiano Fuentes besluttede hun nemlig, at de 211 blodposer, som blev beslaglagt hos lægen i 2006, skal destrueres, så snart appelperioden er overstået.
- Jeg kan ikke være mere uenig, og det er derfor, vi har appelleret, siger Pat McQuaid fredag i et interview med den spanske sportsavis Marca.
- De spanske antidoping-myndigheder er nødt til at komme til bunds i præcis hvem, der ejer de poser, så vi kan komme af med snyderne.
Så sent som under retssagen sagde den spanske dopinglæge, at ud over cykelryttere, havde han også sportsfolk fra sportsgrene som fodbold, tennis, atletik og boksning blandt sine klienter. Det er især de navne, antidopingmyndighederne savner.
UCI-præsidenten mener, at det vil være et stort nederlag for alle i dopingbekæmpelsen, hvis spanierne vælger at destruere de mange blodposer, uden verden får at vide, hvem de tilhører.
/ritzau/