Det danske cykelhold Team CSC’s får fra cykelverdenens allerøverste et blåt stempel for sit anti-dopingprogram.
Det betyder blandt andet, at programmet har fuld gyldighed som anti-doping instans og dermed den fornødne juridiske kompetence i forbindelse med sanktioner og erhvervelse af testresultater til brug i officielle sager.
»Det gør, at vi nu står med et perfekt program, som forhåbentlig vil komme flere til gode fremover. UCI har ydermere overfor os indikeret, at de har brugt vores program som model for deres egne initiativer fremover, og det betyder meget for os, i og med, at det giver sporten endnu flere muligheder for at bekæmpe doping på et videnskabeligt forsvarligt niveau,« siger Team CSC s egen dopingekspert Rasmus Damsgaard.
»Det har hele tiden været tanken, at vi ville lave et projekt, der ville sætte nye standarder, og det har vi nu fået papir på. Vores overordnede ambition har været at vise, hvordan sporten kan genvinde fuld troværdighed og samtidig give rytterne mulighed for at vinde og vinde meget uden at have en mistanke hængende over hovedet. Vi er stolte over, at UCI nu giver vores projekt en blåstempling, og det skulle gerne virke som en inspiration for de andre hold,« siger Bjarne Riis.
Der er blevet foretaget over 300 tests udenfor konkurrence inden projektets begyndelse for godt tre måneder siden – samtlige med negativt resultat.