Det blev ikke til samlet triumf for Magnus Cort i etapeløbet Tour de Yorkshire.
På løbets 4. og sidste etape blev den danske cykelrytter sat af de øvrige kandidater til den samlede sejr i det kuperede terræn frem mod målbyen Leeds.
Han kom i mål som nummer 32 to minutter og 11 sekunder efter vinderen. Cort raslede dermed ned i klassementet og sluttede langt fra toppen, selv om han startede dagen i løbets førertrøje.
Cort kan dog se tilbage på en god uge i det britiske løb, hvor han fik endnu en etapesejr til samlingen. På 3. etape blev han desuden nummer to.
Løbets samlede vinder blev i stedet OL-guldvinderen Greg Van Avermaet, som blev toer på etapen efter Stéphane Rossetto fra Cofidis.
Rossetto kørte alene over stregen og vandt dermed i overlegen stil. Han havde 34 sekunder ned til Van Avermaet, der vandt forfølgergruppens spurt.
Tour de Yorkshire er et relativt nyt etapeløb, som blev kørt første gang i 2015.
/ritzau/