Har du frosne jordbær liggende i fryseren, bør du lige tage et ekstra kig på emballagen. Coop Danmark A/S tilbagekalder nemlig et parti frosne Coop-jordbær, efter at der er konstateret for højt indhold af pesticidet oxamyl i produktet. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Tilbagekaldelsen omfatter frosne Coop jordbær, 300 gram, med EAN-stregkode 7340191172159 og lotnumrene V25286 (bedst før 13.04.2027) samt C25296 (bedst før 23.04.2027). Produkterne er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Brugsen og 365discount.
Ifølge myndighederne har EU fastsat klare grænseværdier for pesticidrester i vegetabilske fødevarer, og analyser har vist, at indholdet af oxamyl i de pågældende jordbær overstiger den tilladte grænse. En sundhedsmæssig risiko kan derfor ikke udelukkes. Der er dog ikke tale om en akut fare, og forbrugerne forventes ikke at få symptomer her og nu. Risikoen knytter sig i stedet til et eventuelt højt indtag af pesticider over længere tid.
Fødevarestyrelsen råder forbrugere, der har købt de berørte jordbær, til enten at aflevere produktet tilbage i butikken eller kassere det.