I MIDTEN af februar indgik Nordkorea en international aftale om at standse sin produktion af atomvåben mod en betragtelig indsprøjtning af udenlandsk bistand til landets energisektor.

»Det vil jeg se, før jeg tror det,« var en typisk og overordentlig forståelig reaktion.

Der er sket en del siden. Torsdag enedes Nord- og Sydkorea om at genoptage forhandlinger, der skal muliggøre, at familier som blev adskilt af 1950-53-krigen, bliver genforenet. Foreløbig får de lov til at tale med hinanden via videolinks, i maj bliver der tale om reelle gensyn. Som første skridt åbnes en jernbaneforbindelse, der krydser den gennem mange år så skarpt bevogtede demarkationslinje mellem de to lande.

En udvidelse af de økonomiske forbindelser er også på dagsordnen. Holder Nordkorea sine løfter, står sydkoreanerne klar med fødevarer og gødning til hjælp for det sørgeligt mishandlede lille land og dets ekstremt nationalistiske befolkning.

MANDAG gik den nordkoreanske chefforhandler og hans amerikanske modpart for første gang i direkte, konkrete forhandlinger i New York. Imens havde andre amerikanske diplomater drøftelser i Washington med den sydkoreanske udenrigsminister. Alt sammen temmelig bemærkel­sesværdigt, når man husker, at regeringerne i Washing­ton, Beijing, Tokyo, Seoul og Sydney raslede gevaldigt med sablerne, da Nordkorea i juli afprøvede sine missiler og i oktober prøvesprængte en atombombe. Optøningen spores også på andre områder. I denne uge mødes japanske og nordkoreanske diplomater i Hanoi for at drøfte de nordkoreanske bortførelser af japanske borgere i 1970’erne og 1980’erne. Regeringen i Tokyo vil vide, hvad der er blevet af de bortførte, og har gjort en afklaring til betingelse for sin del af de lovede olieleverancer. I kulisserne arbejder den erfarne amerikanske diplomat og viceudenrigsminister John Negroponte på at få en aftale i stand.

AFGØRENDE er det, at Nordkorea holder, hvad det har lovet. Næste skridt er at få destrueret de atomsprænghoveder, som Nordkorea allerede måtte have produceret.

Mens vi venter, kan vi glæde os over de nye takter i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som har gjort denne udvikling mulig. Udenrigsminister Condoleezza Rice har på brillant vis udnyttet den chance for at bringe udenrigsministeriet og det amerikanske diplomati på banen, som er opstået efter svækkelsen af Pentagons og vicepræsidentens indflydelse. Det vil være overordentlig dumt, hvis den nordkoreanske leder, Kim Jong-il, ikke griber chancen.

Til gengæld vil det få en positiv, afsmittende virkning i forhandlingerne om Irans atomvåben, hvis han gør det. Godt gået, Condi.