Den 25-årige danske fodboldstjerne, Christian Eriksen, skal være far.
Det fortæller han og kæresten, Sabrina Kvist Jensen, på Twitter og Instagram.
Her kan man på Christian Eriksens profil se ham holde et skanningsbillede af parrets kommende barn.
"Mum & Dad to be" - "Kommende mor og far" -, skriver han til billedet.
Den danske nøglespiller kan således se frem til en travl sommer, hvor han skal være nybagt far og forhåbentlig føre Danmark frem til gode resultater.
Christian Eriksen og Sabrina Kvist Jensen har været kærester i fem år. De kommer begge fra Fyn, han fra Middelfart og hun fra Odense.
I dag bor parret i velhaverkvarteret Hampstead i London, og mens Christian Eriksen med stor succes spiller i klubben Tottenham, arbejder den frisøruddannede Sabrina for et tøjfirma.