Det var kæresten, der reddede konkurrence-roeren Mille Nissen fra det dramatiske sammenstød med en aggressiv sæl i Roskilde Fjord.
Sammenstødet skete, mens de begge var ude at træne på Roskilde Fjord, hvor en sæl pludselig begyndte at trække Mille Nissen ned i vandet, siger hendes kæreste til Roskilde Avis.
- Jeg så sælen, der blev ved med at bide sig fast i hendes arm, mens den så på hende med helt rolige øjne, siger Hellmuth Christian Stuven til avisen.
- Jeg roede hen på siden af sælen og forsøgte at slå den, mens jeg råbte og skreg, fortæller Hellmuth, der var rasende over det, der pludselig skete med kæresten.
Til sidst slap sælen grebet om den 35-årige kvindes arm.
Hellmuth Christian Stuven advarer nu andre mod at ro ud eller surfe uden eskorte i fjorden.
- Man skal ikke lade sig snyde af, at sælen ser sød ud. Den så fuldstændig rolig og venlig ud under hele angrebet, men den er yderst farlig.
Roklubben har nu meldt episoden til politiet.
- Der er jo flere, der svømmer i fjorden, og det kunne jo være farlig for dem, fortæller formand for Roskilde Roklub Ove Pedersen til Roskilde Avis.
Han er i øvrigt leder af drabsafdelingen på politigården i Roskilde.
Kilde: Roskilde Avis