Chefredaktør: Der er et skændigt landshold
Blog

Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg

Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.

DANSK LANDSHOLDSFODBOLD er totalt til grin.

Med gennemtrumfningen onsdag aften af kampen mod Slovakiet har DBU vist en så grundlæggende disrespekt for vilkårene for kollektive aftaler, at det er svært at se den nuværende ledelse fortsætte meget længere med nogen autoritet.

De danske 2. divisions- og Futsal-spillere, der tager til blamage i Bratislava er i mildeste fald dårlige kammerater. I værste fald nyttige idioter, der sælger sig for lidt flere penge og en oplevelse, de sikkert tænker er sjov. Akkurat som mange på sociale medier de seneste dage har budt sig til. I misforstået ironi over hvad en arbejdskamp egentlig handler om!

JA, GU ER DE normale landsholdsspillere vellønnede og millionærer. Men fratager det dem retten til kollektive aftaler? Fratager det dem retten til at sikre nogle vilkår, der minder om andre lønmodtagere – uanset hvor speciel branchen er?

Åbenbart ja, mener mange kommentatorer og ledelsen i DBU, der ynder at udpege Spillerforeningens direktør, Mads Øland, som hovedskurken.

Hallo! Spillerne har selv valgt ham, de bakker op om forhandlingerne. Det er pinligt, hvis man ligesom sidste års farce omkring kvindelandsholdet søger at personliggøre konflikten til et spørgsmål, om hvordan ”fagforeningsmanden” Mads Øland sætter griller i hovedet på forkælede spillere.

FODBOLD ER FØLELSER, ja. Men anerkend dog, at fodboldspillere selv diskuterer og prioriterer – og agerer som et hold. De værdier, vi sætter højt på alle andre niveauer i samfundslivet.

Det er som om, der er en dobbelt standard. Prøv at luk øjnene og lyt til DBU-retorikken og forestil dig, det var en normal industri arbejdsplads. Tænk på, at man vælger nogle andre arbejdere til at lave jobbet, fordi dem, der normalt varetager jobbet, ikke vil indgå på ledelsens udspil. Det er det arbejde, de pinlige fodboldspillere påtager sig. Til trods for at rigtig, rigtig mange andre spillere godt kunne finde ud af at sige nej tak. Vi er udtaget, tænker de, og DBU kører farcen igennem i stedet for at aflyse onsdagens kamp.

DET STINKER. DBU synes, at en afprøvning af spillernes solidaritet er værd at gennemtrumfe. I stedet for at sætte sig ned nat og dag for lave en aftale med spillerne.

Men vi er ikke arbejdsgivere, og spillerne er udtaget, de er ikke ansatte, skal vi forstå. Ja, det er formelt rigtigt, så DBU har fuld ret til at blive sportsligt til grin i stedet for at imødese økonomisk ruin. Bøder og sanktioner fra UEFA (det europæiske fodboldforbund) vil vælte ned over DBU, hvis ikke man stiller hold og melder afbud til kampen onsdag og især den på søndag i Århus mod Wales.

Forhandlere i OK-forhandlinger er vant til at sætte en ramme, melde sine krav til modparten og så grave sig ned indtil en løsning og/eller et kompromis er landet. Sådan har vores arbejdsmarked fået opbakning og legitimitet gennem generationer. Men den model VIL DBU ikke anerkende, i hvert fald ikke den aktuelle ledelse. Spillerne må på sin side indse, hvad man er oppe imod.

PARTERNE SYNES ikke enige om, at vi er i 2018, men vil hellere modtage spot og hån. Kun to måneder efter at vi var et par straffespark fra at slå de senere VM-sølvvindere Kroatien ud af VM. Hvor trist!

Tirsdag formiddag forsøgte spillerne desperat at få DBU til forhandlingsbordet.

”Helt ærligt, DBU - lad os nu tale sammen som voksne mennesker,” lyder appellen fra Thomas Delaney - og hele det danske landshold.

I skrivende stund synes DBU ikke den dialog er en fortsættelse værd. Forstå det, hvem der kan?



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.