Den kendte hestetræner Hans Jørgen Hoecks hestecenter Hesselhøj blev i marts dømt til at betale knap 158.000 kroner til 21-årige Stephanie Normann Andersen, der blev snydt som elev. Men det vestfynske hestecenter har aldrig betalt beløbet.
Ifølge Fagbladet 3F har hestetrænerens advokat nu sendt en stævning til Retten i Odense med krav om, at den unge kvinde betaler 121.500 kroner til hestecenteret for blandt andet leje af tjenestebolig og opstaldning af sin hest i elevtiden.
Dermed kræver hestecenteret nu omkring 27.000 kroner mere end den løn, som 3F'eren samlet set tjente gennem knap halvandet år som elev hos Hans Jørgen Hoeck. Hos 3F Odense GOPS siger faglig sekretær Anna Lise Vindeløv:
- Arbejdsgiveren har behandlet vores medlem simpelthen så svinsk. Jeg har aldrig set noget lignende. Vi har nu sat en advokat på sagen for at hjælpe vores medlem.
Hans Jørgen Hoecks selskab betalte fast 6.000 kroner om måneden i løn til Stephanie Normann Andersen. Men ifølge overenskomsten skulle hendes løn være mellem 13.275 og 16.071 kroner i ansættelsesperioden.
Tvistighedsnævnet afgjorde i marts, at Hesselhøj havde snydt eleven for knap 158.000 kroner, når hun havde betalt arbejdsgiveren for leje af værelse og opstaldning af egen hest på hestecenteret.
Hans Jørgen Hoeck henviser til sin advokat, som Fagbladet 3F forgæves har forsøgt at få en kommentar fra.