I en tv-transmitteret tale til Venezuelas befolkning annoncerede præsident Hugo Chavez mandag sine planer for den kommende socialistiske revolution i landet, som blandt andet omfatter at nationalisere landets el- og teleselskaber.
»Vi bevæger os frem mod en socialistisk reform i Venezuela, og det kræver en grundig reform af vores forfatning,« sagde Chavez ifølge AP.
Hugo Chavez vandt for nylig et overbevisende genvalg i Venezuela, hvor han i sin kampagne lovede at implementere den socialistiske reform, som hidtil blot var blevet ved løfterne. Den er nu gået i gang.
»Nationen bør igen få ejerskab over de strategiske sektorer. Alt hvad der tidligere blev privatiseret, skal nationaliseres,« sagde Chavez i talen og hentydede til:
»Alle de områder, som er lige så vigtige og strategiske for os, som elektricitet er det.«
Endnu er de specifikke planer ikke offentliggjort, men Chavez vil snart få påbegyndt en reform af Venezuelas forfatning for at give præsidenten mere magt.
Hugo Chavez er utrolig populær blandt den fattige befolkning i landet, som var grunden til, at han blev genvalgt for nylig med et overbevisende flertal. Han bliver onsdag taget i ed som præsident indtil 2013.