Århus Kommune har fået grønt lys af Sundhedsstyrelsen til at oprette et sundhedscenter, der skal sætte fokus på de hårdest belastede misbrugere. Kommunen søgte i november 2006 om penge til at etablere og drive et sted, hvor en læge, en psykiater, to sygeplejersker, en social- og sundhedsassistent og en socialrådgiver kunne hjælpe de stofmisbrugere og alkoholikere, der har det værst.
»Disse mennesker er svære at indpasse i det etablerede sundhedssystem, så med centret vil vi have større mulighed for at give dem et sundhedsmæssigt løft,« siger Gert Bjerregaard (V), der er rådmand for Social- og Beskæftigelsesforvaltningen.
Hjælp til afvænning
Kommunen regner med, at cirka 90 misbrugere, der lider af sygdomme som for eksempel leverbetændelse, kredsløbssygdomme, bylder og sår eller har psykiatriske lidelser, kan få gavn af tilbuddet. Sundhedscentret skal placeres et sted i midtbyen og have åbne døre, så misbrugeren kan komme uden først at bestille tid.
»Når vi har hjulpet dem med deres psykiske og fysiske sygdomme, så kan vi måske også hjælpe dem til at se, at en afvænning kunne være en mulighed, siger rådmanden, der dog understreger, at sundhedscentrets fokus er på det helbredsmæssige.
Sundhedsstyrelsen giver 5,2 milioner kroner til centret i frem til 2009. Kommunen lægger det samme beløb oveni, så projektet i alt har 10,5 millioner kroner.