Med knap 100 kilometer tilbage af VM-løbet udgik den forsvarende verdensmester Mark Cavendish helt som ventet.
Briten fra Team Sky havde arbejdet intensivt for sit landshold og ligget i spidsen af feltet på store dele af løbet indtil da - og så var han sur på en mand med et skilt.
- Det var bare en kraftidiot med et dumt træskilt. Han tog det lige ned foran mit hoved, så jeg ramte det med fuld fart.
- Ja, jeg kiggede efter ham, da vi passerede igen, men der var kameraer på. Jeg var ærlig talt klar til at slå ud efter ham, siger Mark Cavendish.
Episoden fandt sted på Cauberg-stigningen et par kilometer fra målstregen.
Sky-rytteren havde inden løbet meldt ud, at han var chanceløs på den kuperede rute omkring Valkenburg i Holland, og dermed havde han ikke i sinde at forsvare sin titel.
Og det var tydeligt helt fra start, idet han tidligt satte sig frem for at sætte tempo i feltet.
Det kostede kræfter, og englænderen var tømt for energi, da han kom ind til sin holdbus ved målstregen uden for Valkenburg.
- Jeg var smadret. Jeg var mere træt efter 140 kilometer i dag, end jeg var efter 260 kilometer i sidste års løb, siger Cavendish.
Dermed kunne Sky-rytteren gøre status efter et år i den regnbuefarvede trøje, og alt i alt er han stolt og tilfreds.
- Det har været et godt år som verdensmester. 15 sejre er ikke dårligt for en verdensmester, siger Mark Cavendish.
Englænderen slog fast, at han ikke skal køre flere løb i år.
- Jeg er færdig. Min sæson er forbi.
/ritzau/