Napoli-angriberen Edinson Cavani er tæt på et skifte til den franske mesterklub Paris Saint-Germain.
Den 26-årige uruguayaner landede mandag i den franske hovedstad, hvor han ifølge AFP skal gennemgå et lægetjek, før handlen kan gå igennem.
Samtidig har PSG indkaldt til et pressemøde tirsdag eftermiddag, hvor Cavani sandsynligvis vil blive præsenteret.
Edinson Cavani blev topscorer i Serie A i sidste sæson med 29 mål.
Det er ventet, at PSG må betale omkring 480 millioner kroner for at få papir på den målfarlige angriber. Det vil i så fald være ny transferrekord i fransk fodbold.
Den hidtidige rekord blev sat tidligere på sommeren, da Radamel Falcao skiftede fra Atlético Madrid til AS Monaco for omkring 450 millioner kroner.
/ritzau/