Komikeren og instruktøren med mere Casper Christensen var ikke tilfreds med udviklingen i et interview over telefonen og afbrød ganske simpelt forbindelsen.
Det skriver blandt andre Se og Hør.
Episoden opstod i DR's nyhedspodcast "Tiden", hvor værten Simon Stefanski borede i NFT-projektet "The Freudian Slip", som er digitale kunstværker med Casper Christensen i fokus. Værkerne sælges for 2.000 kroner stykket.
- Har du brug for pengene eller hvad?, spurgte Simon Stefanski.
Det spørgsmål passede ikke 54-årige Casper Christensen, som gerne ville vide, hvad det havde med sagen at gøre.
– Min økonomi har ikke en skid at gøre med det, sagde Casper Christensen og forklarede, at han blandt andet arbejder for "at lave noget, der er fedt".
- Jeg går ind i projektet, fordi jeg synes, det er spændende og interessant og jeg synes, jeg kan give noget til andre. Tjener jeg penge på det? Det er nødvendigt, uddybede han.
Ifølge Se og Hør forsøgte Simon Stefanski at redde situationen. Men det var for sent.
– Ha' en dejlig dag med drillerier hos nogle andre. Jeg gider ikke sådan noget drilleri. Ha' en fortsat god dag, lød afslutningssalutten fra Casper Christensen inden forbindelsen blev afbrudt.
Ifølge DR var præmissen for interviewet, at få Casper Christensen til at forklare, hvad NFT er for noget, og hvorfor han er gået ind i det.
Casper Christensen siger til Ekstra Bladet, at spørgsmålet faldt uden for den aftalte præmis og at Simon Stefanski har sagt undskyld.