Ritzau
Opdateret kl. 03:45
Efter et skyderi i den canadiske storby Toronto søndag aften, der kostede en pige og en kvinde livet, vil regeringen se nærmere på en ændring af våbenlovgivningen i landet.
Det oplyser sikkerhedsminister Ralph Goodale, efter at byrådet i Toronto tirsdag aften med et overvældende flertal stemte for at opfordre til et forbud mod salg af håndvåben i byen.
- Hvorfor har nogen i denne by overhovedet brug for en pistol, spørger borgmester John Tory efter ti timers debat i byrådet.
Ifølge sikkerhedsministeren overvejede regeringen allerede inden søndagens skyderi at stramme våbenlovgivningen.
Politiet har identificeret den mistænkte bag skyderiet, der kostede to mennesker livet og sårede 13 andre, som den 29-årige Faisal Hussain, der ifølge hans familie var psykisk syg.
Det er dog fortsat uklart for politiet, hvor den mistænkte havde fået sin pistol fra, og hvad motivet til angrebet var.
Byrådsmedlem Joe Cressy, der står bag opfordringen om at forbyde håndvåben, erkender, at et forbud ikke er det eneste, der skal hjælpe med at bekæmpe den stigende vold i Toronto.
Der er også brug for forebyggelsesprogrammer, hjælp til de, der bliver løsladt fra fængslet, samt jobordninger, mener han.
I år er 26 personer døde i skudepisoder i Canadas største by. Det er en stigning på 53 procent sammenlignet med den samme periode sidste år.
Før 2012 blev cirka 75 procent af ulovlige skydevåben i Canada handlet fra USA. I 2017 kom cirka halvdelen af våbnene ifølge politiet fra indenlandske sælgere.
En stor forskel mellem Canada og USA er, at der står i den amerikanske forfatning, at man har ret til at bære våben. I Canada er pistolejerskab ikke indskrevet i forfatningen.
/ritzau/AP