Efter at havde mistet en som står en nær, bliver man bevidst om, at livet hverken behøver at være langt eller barmhjertigt.
Camille Miehe-Renard har mistet både sin mormor og sin mor de seneste fire år. Og særligt tabet af sin mor, som døde kun 67 år gammel af en hjernetumor, har været svært for Camilla at kapere.
– Jeg tager ikke livet som en selvfølge. Dét gør jeg ikke. Hallo, min mor var ikke engang 60, da hun blev syg. Hun var bare ni år ældre, end jeg er i dag! Vi var der alle sammen og holdt hende i hånden og fortalte hende historier og prøvede at overbevise hende – og os selv – om at vi nok skulle klare den, selv om hun forlod os. Og det gjorde vi, lige indtil hun trak vejret for sidste gang. Det var så fint, for vi fik sagt ordentligt farvel. Men det var også forfærdeligt, for det passede jo ikke. Vi kunne ikke klare os uden hende, fortæller Camille Miehe-Renard til SØNDAG.
Pernille Højmark: Derfor spiser jeg lykkepiller
Bange for at blive syg
Efterfølgende var sygdom konstant i Camillas tanker. Moderens sygdomssymptomer havde ramt fra den ene dag til den anden. Hun var gået i seng om aftenen, og gennem natten havde hun fået et voldsomt epileptisk anfald, der betød, at moderen på et tidspunkt havde holdt op med at trække vejret og var nær død af iltmangel. Derfra startede otte års kamp mod kræften.
– Om jeg også selv blev bange for at blive syg? OM! De første syv-otte måneder efter min mor var død, var min læge så godt og grundigt træt af mig, at jeg tror, jeg var tæt på at blive tvangsflyttet. For jeg insisterede på at blive testet for alle tænkelige former for cancer. Og det skulle resten af min familie i øvrigt også.
Lone Dybkjær om kræftbehandlingen: Jeg har haft total nedtur
Græder og griner
Familien skal se en vænne sig til en ny virkelighed. En virkelighed hvor moderen ikke længere er mellem dem, og hvor savnet fylder i dagligdagen. Heldigvis er familien god til bearbejde sorgen sammen. De griner, de græder og de taler om alting – gerne på samme tid.
- Tit når min far og jeg ses, kommer vi tit til at snakke om et eller andet, og så vræler vi lidt, indtil vi kommer til at tænke på noget, der får os til at grine igen. Vi øver os på at kunne kigge på billeder af hende og snakke om hende og huske på alt det gode og alt det sjove og alle de dejlige ting, hun nåede at opleve, inden hun blev syg.
Lene Nystrøm: Smerten har altid været en del af mig
Det er især, tiden man har nu og her, som Camilla er begyndt at fokusere mere på og ikke mindst værdsætte. For selv om hun ikke er herre over, om sygdommen rammer, og hvor længe livet vil vare, så vælger hun selv, hvordan hun vil leve det.
– I dag tænker jeg på det, som at jeg nok bare er blevet endnu mere opmærksom på at være til stede og få udnyttet livet ordentligt, mens vi stadig er raske og rørige. Hvad nytter det at gå og putte med sine drømme, hvis man har ondt og ikke kan bevæge sig, når man endelig når dertil, hvor man kan realisere dem.
Livet skal være godt
Derfor er det også vigtigt for hende, at hun passer godt på sig selv, og at hun og de nærmeste er sunde og friske. Ikke at hun på nogen måde er fanatisk med, hvad hun putter i munden. Hun og familie har fornuftige vaner, hvor der er plads til grøntsager som kage.
– Jeg er også en kæmpe livsnyder. Det er ikke sådan i min verden, at jeg ikke rører alkohol eller flødeskumskager. Jeg dyrker heller ikke motion tre timer hver dag. På den måde lever jeg, ligesom jeg altid har gjort. Men jeg er bare blevet meget, meget mere bevidst om, at livet skal f... være godt, mens vi har det.