Det vil være en fordel for den danske bygge- og anlægsbranche, hvis Danmark tilslutter sig den kommende fælleseuropæiske patentdomstol og EU-patentlovgivning, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det vurderer både Dansk Byggeri og DI Byg, nu hvor meget tyder på, at en dansk tilslutning skal afgøres ved en folkeafstemning til næste år.
- Specielt for materialeproducenterne, men også på energirenoveringsområdet, hvor vi i Danmark er frontløbere, har det en værdi at kunne sikre sig patent på en nem og ubureaukratisk måde. Så kan vi beskytte rettigheder. Patenter i byggesektoren kan eksempelvis gælde på betonområdet og klima- og energiområdet i form af nye vinduesløsninger, ventilationssystemer og andre løsninger, der kan patenteres. Samtidig kan egentlige renoveringsmetoder også patenteres, forklarer direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri
DI Byg, der organiserer flere store byggematerialeproducenter, vurderer, at mange mindre og mellemstore virksomheder, undlader at retsforfølge patentkrænkere, og dermed ender de med at betale for rettigheder, som ikke respekteres.
- Problemet er, at det er relativt dyrt og komplekst at opnå patentbeskyttelse i Europa, fordi man i hvert enkelt af de valgte lande skal have valideret sit europæiske patent. Valideringsprocessen kræver oversættelser, gebyrbetalinger, imødekommelse af nationalt fastsatte administrative krav samt anvendelse af patentrådgivere, som i nogle tilfælde skal befinde sig i det pågældende land, siger chefkonsulent Lars Holm Nielsen fra DI