Jenson Button fra McLaren-Mercedes har tilsyneladende haft godt af sommerpausen i Formel 1.
På Spa-banen i Belgien lykkedes det for briten at køre hurtigste kvalifikationstid og dermed sikre sig bedste startposition i søndagens løb.
Det er første gang siden Monacos Grand Prix i 2009, at den tidligere verdensmester prøver det.
Og hvis Buttons pole position var lidt en overraskelse, var de følgende pladser det bestemt også.
Kamui Kobayashi var næsthurtigst i sin Sauber-racer og får dermed æren af at være den første japaner i første startrække nogensinde i Formel 1-sammenhæng.
Venezuelaneren Pastor Maldonado blev nummer tre i kvalifikationen, og dermed må de bedst placerede kørere i VM-stillingen kæmpe sig op nedefra i søndagens løb.
Den førende Fernando Alonso måtte nøjes med sjettehurtigste tid, men kan i det mindste glæde sig over, at forfølgerne Sebastian Vettel og Mark Webber starter som nummer 10 og 12 i deres Red Bull-racere.
/ritzau/