Buschauffør smed mor og grædende barn ud: Nu reagerer chefen
Hvis det her ikke havde været en førstegangsforseelse, ville episoden have ført til yderligere konsekvenser for chaufføren, siger chefen. Foto: Sydtrafik/PR
Chauffør har fået en påtale, efter han smed mor og barn af bussen.

Det var ikke i orden, da en buschauffør onsdag morgen smed en mor med et grædende barn af bussen i mørket i Kolding.

Det siger driftschef Søren Sloth, Sydtrafik, til JydskeVestkysten.

Søren Sloth har kigget på bussens videoovervågning, og han siger, at buschaufføren har en "uheldig reaktion" overfor moren og barnet.

- Og det er slet ikke i orden. Man kan se på videoen, at der blev bremset, og passagererne rykkede frem i sædet, som om bussen bremsede op for en fodgænger, der gik ud foran eller var ved at gå over for rødt, fortæller Søren Sloth til avisen.

Chaufføren har fået en påtale, og Søren Sloth forventer, at det ikke gentager sig:

- Man burde som chauffør kunne rumme, at et barn græder i bussen, siger han og tilføjer, at det ikke er en chauffør, der normalt er klager over.