USA's præsident, Barack Obama, skulle efter planen besøge en række lande i Asien fra den 6. oktober.
Det kommer ikke til at gå helt som planlagt, meddeler Det Hvide Hus.
Obama må således melde afbud til besøgene i Malaysia og Filippinerne, mens han, som det ser ud nu, fortsat planlægger at besøge Brunei og Indonesien.
Det Hvide Hus siger, at det hele tiden vil vurdere, om rejseplanerne også skal ændres, når det gælder Brunei og Indonesien.
Det er meningen, at han i de to lande skal deltage i internationale topmøder.
I Brunei er det et østasiatisk topmøde, mens det på ferieøen Bali i Indonesien er et topmøde i Apec - Asien- og Stillhavsområdets Økonomiske Samarbejdsorganisation.
Udenrigsminister John Kerry vil nu tage sig af de officielle pligter og politiske drøftelser i Malaysia og Filippinerne, hedder det i meddelelsen i Washington.
Årsagen til problemerne er krisen om det amerikanske budget, som politikerne i Washington ikke kan enes om. De skulle have været klar med et statsbudget den 1. oktober, men de er fortsat rygende uenighed.
Det betyder, at hundredtusinder af statsansatte i USA er blevet bedt om at blive hjemme fra deres arbejde, da der ikke er afsat penge til dem.
I Kuala Lumpur i Malaysia siger premierminister Najib Razak, at Obama har ringet og meddelt, at han desværre ikke kan komme som planlagt.
Men Obama har lovet, at han kommer en anden dag.
/ritzau/AFP