B.S. Ingemann bliver snart svær at overse i Sorø - bogstaveligt talt altså. Den danske digter og salmedigter skal nemlig foreviges i stort format på siloerne på Apotekervej.
Arbejdet udføres af den franske kunstner Alexandre de Girardier og begyndte 25. august. Efter planen skal maleriet stå færdigt 4. september. Værket bliver det tredje i projektet Mega Art Sjælland efter store gavlmalerier af Harald Blåtand i Korsør og Gislinge-båden i Gislinge.
De nærmere detaljer i motivet bliver først afsløret, efterhånden som værket tager form.
Den lokale historiker Helge Torm har været historisk konsulent på projektet.
- Jeg synes, det er fint, at Ingemann bliver draget frem i lyset. Det er jo mange år siden, han havde sin gang her på jorden, og for mange er han i dag mest et navn, siger han.
B.S. Ingemann levede fra 1789 til 1862 og tilbragte en stor del af sit liv i Sorø. Han var lektor ved Sorø Akademi fra 1822 til 1849 og er blandt andet kendt for sange som "I Østen stiger solen op".
Der holdes fernisering ved siloerne mandag 7. september fra klokken 15 til 17. Arrangementet er gratis og åbent for alle.