Der var gul og blå fest i Parken torsdag, da Brøndby vandt 3-1 over Silkeborg i pokalfinalen i fodbold og snuppede klubbens første titel i ti år.
Men allerede mandag skal Brøndby i kamp igen i et meget afgørende møde med FC Midtjylland, hvor Brøndby stort set kan sikre sig mesterskabet med en sejr.
Derfor er der lagt en dæmper på fejringen af pokaltitlen.
- Vi skal fejre det her med vores fans og som et fællesskab. Det er vigtigt, at tage det ind som klub. Men vi skal også fejre det med knoppen, fordi vi har en rigtig vigtig kamp på mandag.
- Vi har fået lov til at få en enkelt eller to øl, og det er det. Vi skal ikke ud og feste til den lyse morgen - desværre. Eller heldigvis, for vi har rigtig meget at spille om endnu, siger Brøndbys Kasper Fisker.
Han overlader opgaven om at fejre triumfen til de godt 25.000 brøndbyfans, der torsdag overværede kampen.
- Vi lader vores fans om at drikke København tør i aften, og så må vi gøre det i løbet af de næste uger, siger han.
Også Brøndby-forsvareren Benedikt Röcker har mandagens kamp for øje, selv om han som målscorer til 1-1-målet har en masse at fejre efter torsdagens pokaltriumf.
- Vi har en meget vigtig kamp på mandag, men selvfølgelig skal vi fejre denne sejr og denne pokal.
- Så det gør vi, men vi har også fokus på kampen på mandag, siger Benedikt Röcker.
Brøndby er i øjeblikket tre point foran Midtjylland i kampen om mesterskabet med tre kampe igen.
/ritzau/