Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte jublede med, da fodboldklubben FC Nordsjælland onsdag aften sikrede sig klubbens første DM-guld.
Det skete med en 3-0-sejr over AC Horsens på Farum Park, så FC Nordsjælland detroniserede de seneste tre års mestre, FC København.
- Jeg er så glad, så glad for, at det lykkedes, siger Peter Brixtofte til dr.dk.
Peter Brixtofte havde i mange år en afgørende finger med i spillet hos Farum Boldklub, som nu hedder FC Nordsjælland.
Han proklamerede for lang tid siden, at klubben havde ambitioner om at komme i Champions League.
Dengang lå klubben langt fra den bedste række, men efter oprykningen til Superligaen i 2002 og bronzen året efter kom drømmen tættere på.
På det tidspunkt var Peter Brixtofte dog blevet fjernet fra magtens centrum i den såkaldte Farum-sag, som endte med at sende ham i fængsel.
Peter Brixtofte roser FC Nordsjællands ledelse og spillerne.
- Jeg er taknemmelig over, at vi har en dygtig sportslig ledelse og nogle spillere, der simpelthen er fremragende. Vi har Danmarks bedste hold, så det er fuldt fortjent, at vi vandt, siger Peter Brixtofte.
FC Nordsjælland er som dansk mester sikret deltagelse i Champions League-gruppespillet i næste sæson.