Politiet i London rykkede fredag aften ud til flere anmeldelser om skud nær shoppinggaden Oxford Street i London samt ved en nærliggende undergrundsstation. Anmeldelserne viste sig at være falsk alarm.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
- Klokken 16.38 modtog politiet en række 999-opkald (Svarende til 112-opkald i Danmark, red.) inden for kort tid, der berettede om skud affyret i en række lokationer på Oxford Street og i undergrundsstationen Oxford Circus.
- På grund af oplysningernes karakter rykkede politiet ud, som var der tale om terrorisme.
Politiet oplyser, at betjentene på stedet ikke har fundet spor af skud. Ligeledes er der ikke fundet nogle mistænkte eller sårede.
Som led i udrykningen lukkede politiet to undergrundsstationer, Oxford Circus og Bond Street.
Ifølge et øjenvidne, der har talt med nyhedsbureauet Reuters, blev Oxford Circus evakueret af bevæbnede betjente.
I alt er ni person blevet behandlet for skader, de pådrog sig i evakueringen af området. De fleste er mindre skader, men en person har fået alvorligere skader på et eller begge af sine ben, oplyser Londons ambulancetjeneste.
Efterfølgende efterforskning har ført politiet til den konklusion, at panikken skyldte et slagsmål mellem to mænd på Oxford Circus. Politiet i London ønsker at veksle et par ord med de to mænd
Oxford Street er en ikonisk handelsgade med en lang række butikker, hvor blandt andre turister ynder at shoppe. Fredag er, hvad der kaldes Black Friday. Det betyder, at butikkerne har nedsat pris på en lang række varer.
Videoer fra stedet viser købere løbe fra gaden, da politiet evakuere den.
Også brandfolk rykkede ud til undergrundsstationen Oxford Street.
Politiet har siden åbnet undergrundsstationerne og har erklæret hændelsen for falsk alarm.
I en meddelelse takker Londons borgmester, Sadiq Khan, alle medlemmer af Londons politi og beredskab for deres aktioner fredag.
- Det er meget vigtigt, at vi alle forbliver årvågne og ikke går i panik. Det er vitalt, at vi ikke bliver selvtilfredse. Hvis der er tvivl, så er det altid bedst at være forsigtig og ringe til politiet, siger han.
/ritzau/