Det lyder ikke værst med en andenplads og bare et sekund fra en sejr, men for verdens bedste holdløbshold, Omega Pharma-Quick-Step, er det svært at glæde sig over mindre end en sejr.
Holdets danske sportsdirektør Brian Holm havde en fornemmelse af, at det gik lidt for langsomt, selvom det belgiske mandskab kom i mål i den hurtigste tid i et holdløb i Tourens lange historie.
- Havde man spurgt mig undervejs, ville jeg havde sagt, at vi kørte for langsomt. Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke gik hurtigt nok. Det ved man, når de kommer i mål. Det så næsten for kønt ud. Det så for perfekt ud, siger Brian Holm.
Den fornemmelse delte Brian Holm dog ikke med rytterne, da hans kollega Tom Steels var den sportslige chef på 4. etape.
- I dag var det Tom Steels, der snakkede med rytterne. Han har været ude at køre ruten 36 gange, så han kender alle svingene, og han kan hele tiden sige, hvor mange procent de kører.
Omega Pharma-Quick-Step startede som et af de første hold og havde derfor ikke andre tider at måle sig mod. Kun Lotto Belisol havde sat en god tid lidt tidligere.
- Jeg tænkte undervejs, om vi var startet for langsomt. Men så holdt vi afstanden i forhold til Lotto. Det kan også være, at Lotto kørte deres livs holdløb, siger Brian Holm.
Omega Pharma-Quick-Step sluttede et sekund efter Orica-Greenedge, som dermed snuppede den gule førertrøje. Den bæres nu af 3. etapes vinder Simon Gerrans.
Quick-Steps polske rytter Michal Kwiatkowski ligger på fjerdepladsen i den samlede stilling. Det gjorde han også før etapen.
/ritzau/