Det er mere end blot store muskler, der gør Mark Cavendish til feltets bedste sprinter.
Teknisk set er han dygtig, og samtidig har han en selvtillid, der adskiller ham fra de øvrige topsprintere, vurderer hans sportsdirektør Brian Holm.
- Det er indiskutabelt, at han er den hurtigste. Han er bare hurtigere, end de andre - en lille smule. Men så er han også så meget bedre teknisk, og han har større selvtillid, end de andre. Selvtilliden betyder meget for en sprinter, siger Brian Holm.
Den britiske sprinter vandt 5. etape i Marseille, og Omega Pharma-Quick-Step vil forsøge at gentage succesen på torsdagens etape til Montpellier.
Blandt alle aktive ryttere er Mark Cavendish med 24 etapesejre den mest vindende i det franske løb. Men der er andre hurtige sprintere i feltet, slår Holm fast og nævner André Greipel, Marcel Kittel og Peter Sagan.
- Det dummeste, vi kan gøre, vil være at undervurdere dem. For de har slået Mark før. Og det er helt sikkert, at de kommer til det igen.
- Vi kommer ikke til at rydde bordet i løbets massespurter. Det gør vi ikke. Vi kan også få vores tog lukket inde, så Mark bliver klemt, siger Brian Holm.
Brian Holm fornemmer, at der er respekt om Omega Pharma-Quick-Step, når holdets tog ruller frem i finalerne.
- De andre hold ved godt, at de ikke kan flytte vores ryttere. De kører ind i spidse albuer, hvis de forsøger, siger Brian Holm.
/ritzau/