Hvis der overhovedet var en plan, var det at slå hul i pænheden. Eller rettere, undergrave historien om hende den pæne pige med det lange pæne, glatte hår, der nu så succesfuldt synger sin evige søgen ud i sange, der af mange bliver kategoriseret som...ja, pænhedspop.

En papkasse øl gør gerne underværker i den sammenhæng. Derfor løb jeg tirsdag nat rundt i hælene på Tina Dickow med 18 Miller under armen, og alligevel gik intet som planlagt. Det vil sige, Tina er faktisk bedre og hurtigere til at drikke bajere, end man måske lige skulle tro.

Det blev også ad omveje et af emnerne under aftenens ’P3 Sessions’, hvor den 29-årige eksildansker (med band) var mødt op i DR Byen for at både at spille live og besvare spørgsmål fra de cirka 150 indbudte publikummer.

Hende og Steffen Brandt drikker således øl i samme tempo, fremgår det. Det gør Tina og jeg også, da sangerinden efter en halv time med fan-møder og autografskrivning er klar til at lade sig interviewe. Først skal vi dog lige ind i et DR-studie og høre udvalgte sange fra aftenens live-indspilning. Bandet tager på café, men chefen har ikke tid. Hun skal bare liiiige lytte lidt på resultatet. Det vender vi tilbage til.

Meget senere tager vi en taxi, ender til en privatfest på Østerbro, bliver noget, der ligner berusede, hvorfor Dickow slår en fed streg hen over alle de potentielle emner, jeg har nedfældet på min blok. Ensomhed , inspiration og pænhed er mulige emner, hun ikke umiddelbart har lyst til at tale om.

Og så kalder morgendagen kalder med endnu en lang række interviews i pladeselskabs-sofaen med andre pressefolk. Tina Dickow lover at skrive portrættet selv, hvis jeg sender hende en række konkrete spørgsmål. Her er den mail, jeg fik torsdag aften:

»Hej René,

Jeg er ved at blive skør af at give interviews i pladeselskabets mødelokale; skør af at snakke om mig selv og mit mærkelige vagabond-liv over endnu en kop glat Gevalia. Jeg er så skrup-forvirret, at jeg ikke længere véd, om det er en bid af sandheden, de får, eller bare en historie. En tung historie om ensomhed og søgen efter kant og utryghed i tilværelsen. Er det virkelig mig?

Ja, jeg er en nørd!

Jeg brænder som ind i helvede for det, jeg laver, og når jeg er i studiet, interesserer det mig, om en enkelt tone i clavinet-temaet ligger for tungt, om der er for meget hård mellemtone i vokalen eller for meget metal i synthesizer-lyden, om trommeslageren skal på bækkenet på vej ind i omkvædet, om de fem guitarfigurer ligger rigtigt over for hinanden, om det skal være en mere skramlet tambourin, om bassen skal ligge på tertsen på vej ud af C-stykket, og jeg kunne blive ved. Det er et samspil mellem meget konkrete ting og en hel masse intuitiv oplevelse.

Det er som at bevæge sig rundt i et landskab af mave-fornemmelser, der repræsenterer mere end bare sangen, men snarere bliver hele mit livs og mine følelsers landskab.

Perfektionist? Tjah... jeg presser mig selv til at yde mit bedste, ellers er det ikke sjovt. Men det perfekte inden for mit arbejde eksisterer jo ikke. Det perfekte tænder mig ikke længere. Det perfekte hjem er kedeligt, perfekte mennesker er kedelige, perfekt musik findes ikke...

Den pæne pige?

Jeg har haft den samme frisure, siden jeg lod en uklædelig konfirmations-page vokse ud til det lange lyse hår, der nu synes at udgøre en stor del af mit image. Lokkerne var samlede i fedtede dreadlocks, da jeg var 15, men siden de blev filtret ud og militærstøvlerne og partisaner-tørklædet leveret tilbage til genbrugsbutikken, har mit image ikke ændret sig synderligt.

Jeg tænker ikke så meget over det - en kunstner som mig må ikke stå i vejen for musikken - der må ikke være for meget design eller filter. Så lidt styling og så lidt sex og flirt som muligt. De ting leder tankerne væk fra dét, det handler om i min musik...

Det interesserer mig ikke om jeg har et pæn-pige-image. Gu er jeg en pæn pige, når det handler om at være sød, medgørlig, stabil, pligtopfyldende og pålidelig - jeg render ikke rundt og ryger heroin og smadrer hotelværelser - men når det er sagt, er der da grænser for, hvor pæn en pige, man kan være, når man rejser rundt i verden og spiller rock-musik, ik?

Jeg oplever helt klart en beskidthed i mit drive - jeg er evigt søgende, og ikke bare efter smukke, rare ting. Jeg vil gerne se det hele. Jeg vil gerne snakke om det hele. Og jeg står ved det hele. Selvfølgelig render jeg rundt med en masse snavs på indersiden, men jeg er venner med det og respekterer det, og derfor tager det sjældent magten fra mig.«