Rådet for Sikker Trafik tilslutter sig nu holdningen om at hæve aldersgrænsen for ældres fornyelse af kørekortet, så første obligatoriske helbredstjek udskydes.
DTU Transport har sammenlignet ældre bilisters forhold i 27 EU-medlemslande og konkluderer, at der ikke kommer færre ulykker på vejene i Danmark med ældre bag rattet på trods af hård kontrol af deres køreegenskaber.
Chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, Pernille Ehlers, ser fornuft i at hæve aldersgrænsen.
- Til at starte med synes vi, at det er en god idé at hæve aldersgrænsen til for eksempel 75 år ud fra en betragtning af, at den nuværende aldersgrænse på 70 år blev indført i 60'erne. De ældre i dag er langt mindre nedslidt, end de ældre var i 60'erne, siger hun.
Men hun savner mere konkret viden, før man træffer en endelig beslutning.
- Vi ved, at risikoen i trafikken, som primært hænger sammen med de ældres skrøbelighed, stiger fra 75-års-alderen. Jeg synes dog ikke, at vi har nok viden endnu. Vi skal se flere eksempler på effekterne af de nuværende regler, siger hun.
Pernille Ehlers er derfor også skeptisk over for at afskaffe de aldersobligatoriske lægetjek helt, indtil man ved mere.
- Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det er forkert at tage en bestemt alder som udtryk for, at der er nogle ting, som man ikke kan, siger hun.
- Det er forkert at dømme en person alene på alder, fordi en 40-årig kunne meget vel køre dårligere i bil end en ældre på for eksempel 80 år.
Ældre Sagen vil også have lempet på kravene til fornyelse af kørekortet, og senest har også Lægeforeningen og DTU bakket det op.
I dag skal de ældre have en obligatorisk helbredsundersøgelse for at forny deres kørekort, når de fylder 70 år. Efter fire år skal kørekortet fornys hver andet år, og fra man er fyldt 80, skal det fornys hvert år.
Retsordfører Trine Bramsen (S) oplyser, at hun og Socialdemokraterne på Christiansborg nu vil se på, om aldersgrænsen for ældres fornyelse af kørekortet skal hæves.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.