Forleden advarede myndighederne om at parkere køretøjer i højt, tørt græs, da det kan være med til at antænde en brand.
Den advarsel bør man i den grad tage bogstaveligt, for fredag gik det ud over en vogn fra Nordjyllands Beredskab, der måtte lade livet i forbindelse med en markbrand.
Indsatsledervognen var parkeret på en stubmark ved Hjørring, og dens katalysator startede herefter en ny markbrand.
- Den ender simpelthen med at brænde ud. Heldigvis kom ingen personer til skade, siger beredskabschef Per Vedsted fra Nordjyllands Beredskab.
Han kan sagtens se det ironiske i, at en bil fra brandvæsenet brændte ud.
- Men vi er bare nødt til at komme tættere på tingene, end civile personer er. Vi ser det ud fra et indsatsmæssigt perspektiv, og der var vi nødt til at komme meget tæt på markbranden.
- Det er ikke første gang, det er sket, og det bliver formentlig heller ikke sidste gang, lyder det fra Per Vedsted.
Nordjyllands Beredskab har været med til at investere i 2000 plakater, hvor der advares mod at parkere i det høje græs.
De skal på dansk, engelsk og tysk advare mod at stille bilerne på brændbart underlag i klitplantager og sommerhusområder.
/ritzau/