En større brand i Rødovre Stationscenter sender tidligt torsdag morgen røg mod beboelser i området.
Københavns Vestegns Politi har udsendt en beredskabsmeddelelse, hvor de opfordrer beboerne nordvest for centret om at gå indenfor og lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg.
Branden brød ud kort efter klokken 2, og politi og brandvæsen er omkring klokken 5 stadig på stedet.
- Jeg tør godt sige, at vi også er derude den næste time. Jeg tror, det kommer til at vare nogle timer endnu, siger vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi.
Både Hendriksholms Boulevard, Avedøre Havnevej, Storekær, Agerkær, Nørrekær, Lillekær, Ruskær, Maglekær og Roskildevej er påvirket af røgen fra branden, lyder det.
Vagtchefen siger, at Rødovre Station stadig er åben, og togene kører til tiden.
/ritzau/